Offentliggjort 18.06.10 kl. 11:52
Der er for store risici forbundet med at aflive den strandede hval i Vejle Fjord med panserværnsvåben.
Fredag middag lever den strandede finhval i Vejle Fjord fortsat. Selvom eksperter i onsdags regnede med, at hvalen hurtigt ville dø i det lave vand i fjorden, trækker hvalen fortsat vejret, og dens tilstand ser uændret ud i forhold til i går.
Den lange dødskamp har nu fået flere eksperter til at anbefale, at man afliver hvalen i stedet for at lade den dø en naturlig død. Redaktøren af hjemmesiden hvaler.dk, Thyge Jensen, kalder i det i en pressemeddelelse ligefrem kujonagtigt, at man ikke forsøger at aflive hvalen.
"Det eneste argument, der retfærdiggør en aflivning er, om hvalen lider, og det må vi formode, at den gør. Finhvalen er dødsdømt. Derfor handler det om at afkorte dens lidelser – altså aflive dyret," siger Thyge Jensen i pressemeddelelsen.
Han bakkes op af biolog Svend Tougaard, der før sin pensionering var tilknyttet Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Svend Tougaard siger til jp.dk, at man må gå ud fra, at hvalen i Vejle Fjord lider, og at man derfor bør aflive den, hvis man kan finde en hurtig og effektiv metode. Det er ifølge Svend Tougaard umuligt at sige, hvor længe hvalen vil leve endnu, men der kan ifølge biologen gå alt fra et kvarter til en uge, før den dør.
"Vi drøftede at bruge gift, da 13 kaskelothvaler strandede på Rømø i 1995, men vi nåede frem til, at det er for farligt for den dyrlæge, der skal udføre aflivelsen. En enkelt dråbe gift på fingeren vil kunne slå vedkommende ihjel. Man kan måske sprænge den ihjel, og det er noget, militæret må kunne klare - det er ikke for amatører, " siger Svend Tougaard.
Sprængning med panserværnsvåben er en metode, som Thyge Jensen foreslår. Han henviser til, at Hærens Kampskole i Oksbøl har ekspertisen og udstyret til at foretage en sådan hvalsprængning.
Hos Hærens Kampskole forklarer seniorsergent Henrik Munch Andersen, at et skud med et panserværnsvåben rent teknisk og teoretisk sagtens vil kunne aflive en hval - også en hval så stor som den i Vejle Fjord, der er 15 meter lang og vejer omkring 30 tons.
Dog er det ifølge Henrik Munch Andersen ikke muligt i den konkrete situation i Vejle at affyre panserværnsvåben mod hvalen, da der simpelthen er for stor fare forbundet med en sådan affyring.
"Soldaterfagligt ville det kunne lade sig gøre at ramme hvalen med et projektil, og hvis det går ind i hvalen, hvilket jeg tror det vil, skal det nok aflive hvalen hurtigt. Men hvis det skulle prelle af på hvalen, er det ikke til at sige, hvor det ender," siger Henrik Munch Andersen til jp.dk.
Våbnet vil skulle have en sikkerhedszone på 2,5-5 km, og så er det meste af Vejle med sine 50.000 indbyggere i farezonen.
Hverken Henrik Munch Andersen eller nogen anden har tilsyneladende prøvet at aflive en hval med panserværnsvåben, men havde hvalen ligget på f.eks. Rømø, hvor der nemmere kan etableres en sikkerhedszone, og havde myndighederne bedt om det, ville Henrik Munch Andersen gerne gøre forsøget.
"Det ville nok ikke være kønt, men ud fra en rent filosofisk betragtning ville det nok være mere humant," siger han.
I Sydafrika har man ifølge Thyge Jensen gode erfaringer med at aflive store hvaler med sprængstoffer, selvom metoden synes voldsom. Skov- og Naturstyrelsen, der bestemmer, hvad man skal gøre med hvalen, besluttede allerede onsdag, at hvalen skal have fred til at dø, og altså ikke aflives.
LÆS OGSÅ: Strandet hval er stadig i live
Annonce:
Annonce:
Annonce: