
Hjertekirurg Morten Smerup fortæller om finhvalens hjerte. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen, Jyllands-Posten
Offentliggjort 14.07.10 kl. 16:02
Finhvalens hjerte vil nu blive undersøgt, scannet og formentlig udstillet i Århus.
Det var noget af et fascinerende syn, der mødte de forbipasserende ved indgang seks til Århus Universitetshospital, Skejby, onsdag eftermiddag, hvor hjertekirurg Morten Smerup stod for fremvisningen af et cirka 200-kilos hjerte.
Det kæmpe store organ tilhørte den finhval, der i flere dage forgæves kæmpede for sit liv i Vejle Fjord, inden den udåndede for knap en måned siden.
Siden er dens hjerte blevet transporteret til Århus Universitetshospital, Skejby, hvor den blev opbevaret i formalin, indtil Morten Smerup og Co tog den ud onsdag.
Han vil nu gå i gang med en grundig undersøgelse af kæmpehjertet, der vejer cirka 600 gange så meget som et menneskehjerte.
Finhvalens hjerte er det største, man nogensinde har haft i Skejby, hvor også et elefant- og et girafhjerte har været forbi.
”Ved at sammenligne de krav og den struktur, som en hval, en elefant, en giraf eller andre pattedyrs hjerter har med de krav og den struktur, som et menneskehjerte har, kan vi få et bedre indblik i, hvordan det foregår hos dem og os,” siger Morten Smerup.
Han forklarer dog, at man ikke vil kunne bruge denne viden til allerede ” den efterfølgende dag” at hjælpe med bedre behandling af mennesker, men til gengæld kan den basisviden, som bliver samlet nu, måske være til nytte på længere sigt.
I forbindelse med undersøgelserne skal hjertet bl.a. scannes i en CT- og en MR-scanner, men her har man foreløbig løbet ind i et problem.
”Vi kan formentlig få den CT-scannet, men det viste sig, at dimensionerne på vores MR-scanner lige akkurat er for små til at klare det hjerte, så vi er ved at undersøge, om vi kan få det scannet andre steder,” siger Morten Smerup.
Han fortæller, at hjertet efterfølgende skal skæres op i flere mindre dele og udstilles et endnu ikke bestemt sted, hvor udstillingen kan blive brugt i forbindelse med undervisning og/eller forskning.
LÆS OGSÅ: Se rottens vej gennem slangen
Annonce:
Annonce:
Annonce: