Offentliggjort 29.07.10 kl. 11:01
Kontanthjælpsmodtagere rejser i stor stil på ferie uden at afmelde sociale ydelser.
En stor del kontanthjælpsmodtagere rejser på ferie via Tyskland for at undgå at få deres udrejse registreret i Danmark.
Dermed kan kontanthjælpsmodtagerne feriere uden at frygte at blive trukket i kontanthjælpen, selv om det er ulovligt og rangerer som socialt bedrageri.
Men en del mindre udspekulerede rejser også ud fra lufthavne i Danmark, hvorved risikoen for at blive opdaget af kontrollanter fra Skat er langt større.
Ifølge Skat og de kommuner, som Jyllands-Posten har talt med, er der tale om to typer feriesnydere:
De etniske danskere rejser på solferie i et par uger uden at oplyse om det.
Den anden gruppe er herboende personer med anden etnisk baggrund end dansk, som rejser på ferie i hjemlandet i op til måske fire måneder uden at oplyse kommunen om hjemrejsen.
Hverken kommunerne eller Skat kender de præcise tal for, hvor mange penge der på den måde snydes med i uberettiget udbetalt kontanthjælp, men begge steder vurderer man, at beløbet løber op i adskillige millioner kroner.
Kjeld Petersen arbejder som toldkonsulent i Skats smuglerikontrol i Billund Lufthavn, og han kender om nogen til snyd med kontanthjælpen på ferier.
»Vi har de seneste fire år haft rigtig stor succes med vores kontrol, og nogle har fået nogle ordentlige lussinger. Men de har også fundet ud af, at det er for farligt at rejse ud fra Billund og København, så nu kører de til Hamborg eller Frankfurt og rejser ud derfra. Der er der ingen kontrol. Det er jo langtfra hver dag, at der er kontrol ved den tyske grænse, så der er minimal risiko for at blive taget,« siger han.
Hvis begge voksne i et forhold modtager kontanthjælp, får parret tilsammen over 26.000 kr. om måneden. På den måde kan det hurtigt løbe op, hvis parret er væk fra Danmark i måneder.
»Vi har sager i 100.000 kroners klassen. Den seneste var en somalier og en nigerianer, der var væk i tre-fire måneder og dermed havde snydt for 72.000 kr.,« forklarer Kjeld Petersen.
Marianne Lyngholm-Pedersen arbejder som fuldmægtig i kontrolgruppen i Kolding Kommune, som bl.a. på baggrund af feriesnyd med kontanthjælp har etableret et formaliseret samarbejde med tolderne i Billund Lufthavn. Hun opfordrer borgere til at give kommunerne et tip, hvis man har viden om snyd med kontanthjælpen.
»Vi er dybt afhængige af borgernes anmeldelser, og vi vil meget gerne have dem. Nogle af disse personer, som eksempelvis skal på ferie på Balkan, kører meget ofte. Dem får vi ikke fat i, og de får ingen stempler i passet, når de kører. Men jeg ved, at det foregår. De fylder bilen, og så er de væk,« siger Marianne Lyngholm-Pedersen.
SE KORTET: Her kan du anmelde socialt bedrageri
