
De to raketmagere Kristian Von Bengtson (t.v.) og Peter Madsen (t.h.) har vundet Heinrich Prisen 2010, fordi de tør at eksperimentere. Foto: Heinrich Prisen 2010
Offentliggjort 06.09.10 kl. 16:43
Selvom rumraketten var en fuser, vinder de to raketmagere Heinrich Prisen 2010.
Kilde: Anna Petri - stifter af Heinrich Prisen
Peter Madsen og Kristian Von Bengtson, som i søndags trykkede forgæves på den knap, der skulle sende deres rumraket op i rummet, har vundet en pris:
Heinrich Prisen 2010.
”Vi har ikke noget problem med, at det ikke lykkedes for dem at få raketten til at flyve. Sådan er vilkårene for et eksperiment, og eksperimenter er vigtige for samfundet,” fortæller Anna Petri, som er stifter af Heinrich Prisen, til jp.dk.
Anna Petri er vokset op på Christiania og læser Kunsthistorie og Moderne kultur.
”Vi tror på, at alle samfund har brug for gode forbilleder. Og det er dét, vi gerne vil skabe med den her pris,” siger stifteren.
Når man modtager Heinrich Prisen, vinder man ikke andet end æren.
”Vi gør en dyd ud af at være værdibaseret, og vi interesserer os ikke for materielle ting,” forklarer Anna Petri.
Heinrich Prisen har fået sit navn efter en Christiania-bums, der efterlod sig en masse myter, da han døde for nogle år siden.
”Heinrich var interessant, fordi han havde så mange sidekarakterer. Der var eksempelvis nogen, der havde set ham i fint tøj på Frederiksberg – og til dagligt på Christiania lignede han en bums. Derudover gik der rygter om, at han i virkeligheden var hjernekirurg og bare levede et sideløbende bumseliv på Christiania,” siger Anna Petri.
Hun understreger, at idéen med prisen er, at det kulturelle hierarki skal vendes på hovedet.
"Og det gør man eksempelvis ved at putte en bums på toppen af en galla.”
Heinrich Prisen vil blive uddelt den 23. september i Den Grå Hal på Christiania.
"Vi laver et gallashow, hvor vi vender tingene på hovedet. Skelettet er den velkendte gallaform med rød løber osv. Men indholdet vil være anderledes," siger Anna Petri.
Master Fatman skal være vært, og bl.a. Jytte Abildstrøm og Nikolaj Winding skal optræde.
Der er syv modtagere af Heinrich Prisen 2010. Se dem alle her.
Annonce:
Annonce:
Annonce: