
67-årige Frida Fabrin har været forsvundet siden i går. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi
Offentliggjort 09.09.10 kl. 17:50
67-årig kvinde fra Kalundborg er stadig forsvundet. Politiet er uden afgørende spor.
Midt- og Vestsjællands Politi eftersøger fortsat den 67-årige Frida Fabrin, der i går forlod sin bopæl på Gartnervænget 2 i Kalundborg, kørende på en rød damecykel.
Hun har i eftermiddag uden held været eftersøgt med helikopter i området, og politiet oplyser, at der vil fortsat blive søgt med hunde i relevante områder.
Efterlysningen i pressen har blot ført til en enkelt henvendelse, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det var fra en borger, der i dag kl. 11 på Nyrupvej i Raklev har set en rød damecykel ligge i kanten. Den var dog væk kl. 13, da politiet søgte på stedet.
Cyklen kunne ikke beskrives nærmere, og kan således tilhøre hvem som helst, men politiet vil meget gerne høre fra borgere, der har set cyklen, eller som har haft en sådan cykel liggende på Nyrupvej i dag kl. 11. Der er tale om sidesti til Nyrupvej - en sti, der peger ned mod Poppelbakken.
Borgere i Vestsjælland opfordres til at kigge i udhuse, haver, lader, buskadser og andre relevante steder efter Frida Fabrin og hendes cykel.
Det kan ikke udelukkes, at hun som følge af sin psykiske tilstand ”gemmer sig”, oplyser politiet.
Henvendelse i sagen skal ske til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114 eller 46 35 14 48.
Annonce:
Annonce:
Annonce: