
Offentliggjort 31.01.11 kl. 07:53
Videregående studier er unødvendige og kan inspirere til kritisk tænkning, mener Jehovas Vidner.
Vinduespudsere og rengøringsfolk har Jehovas Vidner masser af, men der er langt mellem lægerne og juristerne. Det skriver Politiken.
Unge i trossamfundet bliver lavere uddannet end andre, fordi de opdrages til ikke at bruge for mange »gode ungdomsår« på uddannelse, når de i stedet kan bruges på at forkynde om Gud. Samtidig advares om studiemiljøer, som ikke understøtter troen på Jehova.
»Mange af dem, der får en videregående uddannelse, ender med at have et sind fyldt med skadelig propaganda«, står der eksempelvis i vidnernes blad Vagttårnet.
Der findes ikke dansk statistik, men en amerikansk undersøgelse viste i 2008, at kun tre procent af Jehovas Vidner havde en højere universitetsgrad mod 11 procent af befolkningen.
»Jeg ser ikke nogen grund til, at tendensen skulle være anderledes i Danmark eller Norge«, siger den norske Jehova-ekspert Helje Kringlebotn Søda fra universitetet i Agder.
»Den vigtigste uddannelse er at være lærd i Jehovas skole, al anden uddannelse er sekundær. Desuden fordrer videnskaben en kritisk holdning, som er vanskelig at tage med ind i en religiøs sammenhæng«, siger hun.
Et tidligere Jehovas Vidne, 'Jakob', som udtaler sig anonymt af hensyn til familien, siger:
»Den officielle begrundelse er, at uddannelse er spild af værdifulde unge år. Den uofficielle er, at man får nogle informationer, de ikke vil have, man får. Man kan jo kun overleve på en videregående uddannelse, hvis man lærer at være kritisk. I Jehovas Vidner læser man en masse litteratur og tekster fra Bibelen, men man forholder sig ikke kritisk til det«, siger Jakob, som var medlem af sin menigheds ældsteråd - den ledende gruppe.
Han ville gerne selv have en længere uddannelse, men forældrene afviste.
»De sagde, at det kunne jeg godt glemme. Det ville optage alt for meget af min tid, og den kunne jeg i stedet bruge på at gå til møder og banke på folks døre. Fritidsinteresser skal man heller ikke bruge for lang tid på«, fortæller han.
Bente Berg Nikolajsen har som folkeskolelærer oplevet, hvordan bogligt stærke elever fra Jehovas Vidner måtte opgive tanken om drømmeuddannelsen.
»Ofte bliver det kun til en hg, selv om alle lærere ved, at eleven kan blive hvad som helst. Børnene giver op, selv om de har samme håb og drømme som de andre. De bliver tromlet ned af trossamfundet, og det kan være slemt at opleve. Det er virkelig et afsavn, at de ikke kan følge med deres skolekammerater videre i uddannelsessystemet«, siger Bente Berg Nikolajsen.
Religionsforsker ved Syddansk Universitet Annika Hvithamar forklarer, at modviljen mod videregående uddannelser passer ind i trossamfundet øvrige opfordringer til at holde børn fra fødselsdage og lejrskoler og holde sig til job uden meget kontakt med ikketroende.
»De kalder det at holde menigheden ren. De tager det fra et bibelcitat, hvor der står, at man skal prøve ikke at blande sig for meget med andre. I deres opfattelse er det for ikke at få tilsmudset sin tro ved at blive påvirket af alt muligt andet. Det er en grænseopretholdende mekanisme, som helt klart beskytter gruppen«, siger Annika Hvithamar.
Jehovas Vidner understreger, at det er vigtigt, at de unge får en vis uddannelse, så de kan forsørge sig selv. Men længere uddannelser tager tid fra det vigtige:
»For Jehovas Vidner er det at gøre Guds vilje det vigtigste i livet, derfor tager mange en kortere uddannelse. Det er i overensstemmelse med det, vi tror på. Vi mener ikke, at uddannelse, prestige og det at tjene mange penge er det vigtigste i livet«, siger talsmand Erik Jørgensen.
Kilde: Politiken
Annonce:
Annonce:
Annonce: