
Offentliggjort 25.07.11 kl. 22:20
Østerild i Thy er blot første skridt mod kæmpevindmøllernes indtog i den danske natur.
Modstandere mod kæmpevindmøllernes indtog i den danske natur får travlt de kommende år.
Midt i striden om etableringen af et nationalt testcenter i Østerild i Thy, der skal give plads til syv testmøller på 200-250 meter, har Naturstyrelsen færdiggjort arbejdet med at finde testpladser til endnu flere kæmpevindmøller.
»Vindmølleindustrien har behov for testpladser til op til 10 prototypemøller frem til 2020. Regeringen ønsker at imødekomme vindmølleindustriens behov for yderligere testpladser ved at hjælpe med planlægningsarbejdet,« fremgår det af en ny rapport, som peger på syv egnede steder i Jylland, der hver kan rumme mindst to kæmpevindmøller.
Styrelsen har yderligere fremlagt en rapport, der peger på 24 egnede steder til opstilling af op mod 80 testmøller - såkaldte serie 0møller - på 200-250 meter.
Udsigten til et utal af nye testpladser til kæmpevindmøller møder kritik.
»Ingen ved, hvilke gener der er fra kæmpevindmøller. Vi har simpelthen ingen viden om f.eks. lavfrekvent støj for møller af den størrelse. Derfor er det meget problematisk, at man allerede arbejder på at etablere nye testpladser,« siger Boye Jensen, formand for Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller.
De mange nye testpladser er en udløber af samme aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne, der blåstempler det nationale testcenter i Thy.
Trods modstanden mod Østerild-projektet ser miljøordfører Jørn Dohrmann (DF) ingen problemer i, at man fra politisk hold er travlt optaget af at finde nye testpladser til vindmølleindustrien. Tværtimod.
»Det er et nødvendigt skridt for at have en vindindustri i Danmark og sikre de arbejdspladser, som det giver,« siger Jørn Dohrmann.
De nye testpladser forefindes især i Jylland. Men også områder på Sydsjælland og Lolland er i spil.
Planen er, at etableringen af pladserne afgøres i takt med, at vindmølleselskaber henvender sig.
Annonce:
Annonce:
Annonce: