
Arkivfoto: Niels Hougaard
Offentliggjort 25.11.11 kl. 16:18 - opdateret kl. 16:43
Det er sandsynligt, at én civil afghaner er dræbt og to såret efter dansk beskydning.
Har danske soldater dræbt én civil afghaner?
Det har de "sandsynligvis," oplyser Hærens Operative Kommando fredag eftermiddag.
Derfor skal Forsvaret Auditørkorps nu undersøge de nærmere omstændigheder efter en såkaldt »indledende undersøgelse« har vist, at én civil blev dræbt og to civile afghanere blev såret, da danske soldater beskød dem for godt en måned siden.
Auditørkopset skal undersøge om de danske styrker har handlet indenfor gældende regler for magtanvendelse.
Episoden er kort beskrevet således: Den 23. oktober i år ser danske soldater ved den fremskudte patruljebase Bridzat fire personer, som »vurderes at være i færd med at udlægge en improviseret sprængladning«.
De danske soldater vælge at beskyde »beskyder de observerede personer«.
Efter hændelsen er der »rygter om civile tab« og sagen bliver undersøgt.
Her finder Den Danske Kampgruppe, at det er »sandsynligt« at kamphandlingerne har kostet én livet og såret to.
Hærens Operative Kommando oplyser til jp.dk, at man ikke har yderligere kommentarer så længe sagen undersøges.
Soldaterne er ikke trukket hjem.
Det er nu ikke første gang, en sådan episode finder sted. I 2009 fik en afghansk familie økonomisk godtgørelse, da en pige omkom under kampe mellem danske soldater og Taleban.
Det blev ikke fastslået med 100 pct. sikkerhed, at de danske soldater stod bag, og derfor fik familien ikke en erstatning, men kun en godtgørelse.
Både faren og den dræbte piges søster blev såret under beskydningen, skriver Berlingske.
Patruljebasen Bridzar ligger cirka seks kilometer nordøst for hovedbyen Gereshk i den uroplagede Helmand-provins, skriver Ritzau.
Netop ved Bridzar blev en 22-årig dansk konstabel dræbt 1. juni 2010, da en improviseret sprængladning eksploderede.
I alt 42 danske soldater er døde i Afghanistan siden 2002, da Danmark gik med ind i krigen mod Taliban, som var indledt med den amerikansk-ledede invasion af landet den 7. oktober 2001.
36 er dræbt under krigshandlinger eller patruljering. Seks er døde af andre årsager.

Krigen i Afghanistan
Tidslinje: Afghanistan 2001-2011
Soldater i krig: