
Offentliggjort 02.12.11 kl. 16:36
Et dansk universitet er rykket 10 pladser op på en af de førende universitetsranglister.
Listen over de bedste universiteter i verden er domineret af amerikanske universiteter som Stanford, Harvard og Princeton. Fire britiske er der også blevet plads til samt to schweiziske og et israelsk.
Og kigger man godt efter, støder man på et dansk navn på listen. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er nemlig rykket i top 50 og er nu nummer 45 i verden.
Listen er udarbejdet af Leiden Rankingen, der sammenligner universiteterne på hvert enkelt fagområde. Ranglisten bliver til ved at se på, hvor meget publikationer fra universiteterne citeres, og hvor meget universiteterne samarbejder med andre.
Ved sidste års rangliste lå DTU nummer 55, og springet på de 10 pladser glæder rektor Anders Overgaard Bjarklev.
”Jeg er både glad og stolt. Ranglisten viser, at vi fastholder vores position som et internationalt eliteuniversitet, og det, at vi oven i købet forbedrer vores placering, er et udtryk for, at vores forskning har en høj kvalitet og relevans," siger han blandt andet i en pressemeddelelse.
Foruden DTU's flotte placering i verden ligger universitetet ligesom sidste år nummer syv over de bedste i Europa samt nummer et i Norden.
Ingen andre universiteter i Danmark er i nærheden af DTU på listen fra Leiden Rankingen. Aarhus Universitet ligger nummer 117, mens Københavns Universitet ligger 120.
Annonce:
Annonce:
Annonce: