
Offentliggjort 08.02.12 kl. 19:59 - opdateret kl. 20:48
En eksplosion fik meter høje flammer til at stå op gennem taget på hotellet i Sønderjylland.
En kraftig brand har siden kl. 17.30 raseret Hotel Sønderhav ved Kruså, og lagt den over 200 år gamle bygning i ruiner.
En nabo til hotellet alarmerede brandvæsenet, efter at en eksplosion fik meter høje flammer til at stå op gennem hotellets tag.
Ifølge vagtchef ved Syd- og Sønderjylland Politi, Jan Stokhold Andersen, er eksplosionen formentlig forårsaget af røggas, som er blevet tilført ilt af f.eks. et smadret vindue.
"Vi har fat i nogle vidner, som har gået en tur omkring hotellet en times tid før eksplosionen, og de har hørt en hyletone. Det kunne være en røgalarm, og det kunne tyde på, der har været røg-dannelse i lang tid," fortæller han.
Ifølge vagtchefen kan bygningen næppe reddes.
Fjordvejen er stadig spærret, da der stadig står en kraftig røg fra hotellet ud over Flensborg Fjord.
På hotellets hjemmeside skriver ejerne, at man kan føre hotellets historie helt tilbage til 1800-tallet, hvor det under betegnelsen "Strandhotellet" oprindeligt lå helt nede ved vandet.
Det blev stærkt beskadiget under en stormflod i 1872, og under den senere genopbygning blev hotellet opført på sin nuværende plads ved Fjordvejen.
Annonce:
Annonce:
Annonce: