
Den danske sergent Jacob P., som ikke ønsker sit fulde navn frem, får besøg af general John Toolan. Foto: DVIDS.
Offentliggjort 23.02.12 kl. 11:00
Den danske sergent Jacob P. blev skudt i alt fire gange og er indstillet til en medalje.
"Du får ikke kun en plads i dansk militærhistorie, men også i det amerikanske marinekorps."
Sådan sagde den amerikanske topgeneral John Toolan til en dansk sergent og kampvognskommandør fra Hobro, skriver det amerikanske forsvarsministerium.
Den danske soldat, der går under navnet Jacob P., blev i januar såret af skud under to forskellige missioner i Afghanistan.
Men i begge episoder formåede danskeren at hjælpe sine soldaterkammerater med at udpege og nedkæmpe fjenden.
Jacob P., der ikke ønsker at have sit navn i avisen, har også høstet stor respekt herhjemme.
TV: Mød Jacob P her
Det er endnu ikke afgjort, om den heltemodige indsats munder ud i en officiel dansk anerkendelse.
Men første skridt er taget.
Chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Ken Knudsen, vil over for Jyllands-Posten gerne afsløre, at han har indstillet Jacob P. til en medalje.
”Normalt går vi ikke ud og siger, at folk er indstillet til medaljer. Det sætter vedkommende under et stort pres, indtil det er endelig afgjort. Men i dette tilfælde er der stort set ingen tvivl om, at han får en. Så jeg vil gerne stå ved, at vi har indstillet ham,” siger han.
Ken Knudsen siger, at Jacob P.s handlinger vækker opsigt blandt alle soldater i Afghanistan.
”Vi er meget stolte af ham. Den største anerkendelse er i virkeligheden, at hans egne kammerater viser ham så stor respekt. Både danske og udenlandske soldater er imponerede over det gåpåmod, han viste ved at være ramt tre gange og så bare kæmpe videre,” siger han.
Under de to episoder blev Jacob P. skudt i alt fire gange, to gange i højre skulder og en gang i venstre lår og venstre ben.
Ken Knudsens indstilling er sendt til Forsvarskommandoen, som er sidste instans, der skal vurdere, om Jacob P. skal hædres med en medalje.
En af dem, som skal vurdere indstillingen, er chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, og han har allerede bemærket indsatsen.
"Vi ser i Afghanistan mange eksempler på, at vores unge mennesker er gjort af et ganske særligt stof, men Jacob stikker alligevel ud. Når man hører hans historie, tænker man: "Det var alligevel godt nok sørens, sikke en viljestyrke," siger han.
Jacob P. er stadig indlagt på et hospital i Danmark, hvor han er i gang med et genoptræningsprogram.
Ifølge major og pressemedarbejder ved HOK Erik Bøttker får sergenten heldigvis ingen mén, og pressemedarbejderen giver samtidig en besked videre fra Jacob P.
"Jeg er meget ydmyg men også stolt og overvældet over, at amerikanerne og briterne har fremhævet min indsats. Men jeg tror nu, de fleste soldater havde gjort det samme som mig."
Jacob P. giver sine soldaterkammerater æren for, at han er i live i dag. De begyndte straks at give ham behandling. Den ene stak sin finger ind i et af skudsårene for at stoppe blødningen, mens de andre skar hans tøj af og forbandt hans skudsår.
Annonce:
Annonce:
Annonce: