Offentliggjort 18.06.07 kl. 09:18
Et stort flertal af befolkningen siger ja til at ændre donorloven. De ønsker at være donorer fra fødslen, viser en meningsmåling. Spørgsmålet deler politikere.
Danskerne er parate til at ændre donorloven, så alle som udgangspunkt kan donere organer i tilfælde af hjernedød. Knap 70 af befolkningen siger ja til at være donorer fra fødslen, viser en meningsmåling foretaget af Catinét for Ritzau. Spørgsmålet deler til gengæld politikerne.
I dag kræver organdonation en tilmelding til donorregistret, men da der er mangel på organer, har eksperter foreslået, at Danmark ligesom 19 andre europæiske lande indfører "formodet samtykke". Det betyder, at man automatisk er organdonor, med mindre man aktivt framelder sig donorregistret. Og det forslag siger 69,3 procent af danskerne siger ja til, mens 24,6 procent vender tomlen ned.
Resultatet både glæder og overrasker Ib Garde-Nissen, der er formand for Transplantationsgruppen, som tæller en række patientforeninger.
- Det er et fantastisk højt tal, og jeg er meget glad. Inderst inde har jeg haft min tvivl om, hvorvidt der var støtte i befolkningen til det her. Jeg havde troet, at der skulle længere tids debat til, siger Ib Gaarde-Nissen til Ritzau.
Også lektor i filosofi og medlem af Etisk Råd Klemens Kappel er overrasket over, at så mange tilsyneladende er parate til at forlade den nuværende ordning. Personligt støtter han formodet samtykke, så længe menneskets selvbestemmelse respekteres, og befolkningen bliver grundigt informeret.
På Christiansborg bliver meningsmålingen modtaget positivt, men partierne er splittede.
Venstres sundhedsordfører, Jørgen Winther, siger til Ritzau, at han er positiv over for en ændring. Personligt støtter han formodet samtykke, og det glæder ham, at så stor en del af befolkningen har samme opfattelse.
- Det er min personlige holdning. Det er ikke noget vi har diskuteret i gruppen, men det vil vi gøre på vores sommergruppemøde, siger Jørgen Winther.
Også Socialdemokratiet er parat til at se på spørgsmålet. Der er en "forfærdelig mangel" på organer, men omvendt er der tale om meget stort etisk spørgsmål, som vi skal diskutere godt igennem, lyder det.
SF's sundhedsordfører Kamal Qureshi er stærk fortaler for "formodet samtykke".
- Man kan komme organturismen til livs i fattige lande og sørge for, at dem, der har en nyrer, som ikke fungerer, får et værdigt liv og for eksempel kan komme på ferie. Det kan de ikke i dag, siger SF'eren.
Han mener, at staten jævnligt skal orientere folk om, at de skal sige fra, hvis de ikke vil være donorer.
Venstres regeringspartner, De Konservative (K), er modstander af tanken om, at danskerne fødes til at være organdonorer. I stedet peger partiet på et tidligere K-forslag, hvor danskerne, når de runder 18 år og har kontakt med myndighederne for eksempel ved kørekort, har pligt til at tage stilling ved at krydse "ja, nej eller ved ikke".
- Det folk, bliver bedt om at tage stilling, tror vi, vil få flere til at melde sig, siger sundhedsordfører Helle Sjelle (K).
Og da der er tale om en pligt vil for eksempel kørekortet ifølge Sjelle først dumpe ind ad brevsprækken, når man har sat sit kryds - og det kan også ved i "ved ikke."
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, mener, at formodet samtykke er anmassende, og vil hellere bevare den nuværende ordning.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: