
Forsvinder der virkelig to industriarbejdspladser, hver gang regeringen skaber et job? Det hævdede Venstres Søren Pind den 19. januar i DR2-programmet ”Debatten”.
Søren Pind blev spurgt, om han mener, at regeringen generelt fører en ansvarlig politik. Som svar på spørgsmålet udtrykte venstrepolitikeren forståelse for, at vælgerne flygter fra en regering »? som for hvert eneste job, de skaber, lukker to industriarbejdspladser.«
Morgenavisen Jyllands-Posten har sendt Søren Pinds påstand igennem Faktameter og givet den stemplet »Falsk«.
Ifølge tal fra Finansministeriet kommer den samlede finanspolitik til at skabe 3.000 arbejdspladser i 2012 og reducere antallet af arbejdspladser med 2.000 job i 2013. Beregningen inkluderer ikke effekten af den planlagte kickstart, som også forventes at skabe arbejdspladser på kort sigt. Til gengæld inkluderer den nogle af den tidligere regerings initiativer, som er blevet ført videre.
Ifølge økonomer er det meget svært at sige noget sikkert om den langvarige effekt af regeringens økonomiske politik. Nogle initiativer, som øgede afgifter i finansloven, vil medføre færre job. Andre initiativer vil skabe flere.
Uanset hvad, mener økonom Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet, at Søren Pinds udtalelse er stærkt overdrevet.
»Hvis man inkluderer effekten af kickstarten og regeringens samlede politik, holder udtalelsen slet ikke. Kickstarten giver nogle ekstra arbejdspladser. På langt sigt forsvinder der arbejdspladser, men om det lige er en til to, er usikkert,« siger Bo Sandemann Rasmussen.
Tidligere overvismand Peter Birch Sørensen mener, at regeringens politik på kort sigt skaber flere arbejdspladser. På længere sigt vil der dog forsvinde arbejdspladser pga. de højere afgifter. Men det kan kommende reformer rette op på.
»På kort sigt er der ingen tvivl om, at det, som regeringen har foretaget sig med finansloven, giver en positiv beskæftigelseseffekt. På langt sigt forsvinder nogle arbejdspladser pga. de højere afgifter, men der må man også tage højde for, at regeringen har sagt, at den vil rette op på det gennem reformer på arbejdsmarkedet,« siger Peter Birch Sørensen.
Han mener ikke, at regeringen afvikler to arbejdspladser, hver gang den skaber en.
»Det kan jeg bestemt ikke se, at regeringen gør – især ikke, når man tager kickstarten med i regnestykket,« siger han.
Søren Pind vil ikke interviewes, men skriver i en mail til Jyllands-Posten, at han står ved sine udtalelser, fordi han ikke medregner videreførte initiativer fra den tidligere regering.
»Min udtalelse illustrerer ganske simpelt, at hvis man ser på regeringens politik alene, så fjerner den flere job, end den skaber. Lægger du resultaterne af VK-regeringens politik oveni såsom efterlønsreformen, ja, så ser det anderledes ud. Så er resultatet bedre, men regeringen må stå på mål for regeringens egen politik. Og den giver negative resultater, som jeg påpegede,« skriver Søren Pind og tilføjer:
»Regeringen har jo selv erklæret, at den berømte kickstart ikke vurderes at have nogen varig effekt på beskæftigelsen. Og faktum er derfor, at hvis man laver en streng sammenligning af den positive beskæftigelseseffekt på 2.000 personer, som regeringen skaber, med den sænkning af arbejdsudbuddet på 4.000 personer, som regeringen også skaber, så svarer det faktisk til, at regeringen fjerner to arbejdspladser for hver ny, den skaber.«
Efter Jyllands-Postens henvendelse til Søren Pind kontaktede Venstre Bo Sandemann Rasmussen.
Efterfølgende skrev partiets pressetjeneste til Jyllands-Posten, at Bo Sandemann Rasmussen gav Søren Pind ret i hans udtalelser.
Jyllands-Posten kontaktede efterfølgende Bo Sandemann Rasmussen igen. Han bekræftede, at han står ved sin vurdering.
I forhold til Søren Pinds sammenligning af beskæftigelseseffekten på 2.000 personer og arbejdsudbuddet på 4.000 personer siger Peter Birch Sørensen, at det er "lidt som at sammenligne æbler og pærer":
»Man kan ikke sammenligne de to ting. Det ene vedrører det korte sigt, det andet vedrører det lange sigt. Det er rigtigt, at et mindre arbejdsudbud på langt sigt reducerer beskæftigelsen, men hvis man bruger det som argument, ser man bort fra, at regeringen vil lave en række langsigtede reformer, som skal øge arbejdsudbuddet,« siger Peter Birch Sørensen.
