Offentliggjort 06.10.07 kl. 08:03
Børn af alkoholikere får ofte alvorlige skader på krop og psyke, og hjælpen til dem er enten mangelfuld eller fraværende.
En ny rapport fra Socialforskningsinstituttet viser, at selvom der er bred politisk enighed om, at man skal forsøge at bryde den negative sociale arv, så lykkes det meget sjældent at identificere de udsatte børn, før deres liv er på slingrekurs. Det skriver Dagbladenes Bureau.
Manglen på hjælp skyldes ikke mindst, at pædagoger og lærere er alt for dårlige til at opdage disse børn. Men der mangler også behandlingstilbud, fordi kommunerne er alt for sløve i optrækket, selvom de har fået et skub fra Socialstyrelsen, der har givet cirka halvdelen af landets kommuner 40 millioner kroner som motivation til at få rettet op på området:
- Vi skal vende en supertanker, og det har vist sig at være meget vanskeligt. Kommunerne bliver nødt til at stå bag det her og selv følge op med initiativer, hvis det skal lykkes, siger Kit Broholm, der er specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, til Dagbladenes Bureau.
Formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Kulturudvalg Henrik Larsen erkender, at der er et problem. Han mener dog, at der er kommet mere fokus på de hårdt ramte børn rundt om i kommunerne:
- Vi har store forventninger til den nye pædagoguddannelse, som netop oppriorterer viden om udsatte børn, siger han til Dagbladenes Bureau.
Børnepsykologen John Aasted Halse, der blandet andet arbejder som pædagogisk konsulent i landets kommuner, mener der er alt for mange sorte pletter på danmarkskortet. At mange kommuner arbejder for trægt og modvilligt, fordi de ikke vil blande sig i familiernes privatliv. Men det har de pligt til ifølge loven, så der er ingen vej udenom. Det er bare med at komme i gang, lyder det.
Citat: Dagbladenes Bureau

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
