Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen-Dahl (DF) blev overdynget med konfetti på Christiansborgs Slotplads sidste tirsdag. Foto: Jonathan Bjerg Møller/Polfoto
Offentliggjort 07.10.07 kl. 22:55
SF's formand Villy Søvndal vil ikke trække sin klage til Folketingets Udvalg for Forretningsorden tilbage.
Forholdet mellem Dansk Folkeparti og SF er iskoldt, og formændene for de to partier taler ikke sammen.
Der var ellers udsigt til forbrødring, da Villy Søvndal (SF) indbød Pia Kjærsgaard (DF) til et forsoningsmøde. Det skete oven på torsdagens voldsomme skænderi mellem de to, om hvorvidt det var medlemmer af SF Ungdom, som havde råbt ting efter Pia Kjærsgaard og skræmt hende væk fra tirsdagens velfærdsdemonstration på Christiansborgs Slotsplads.
Pia Kjærsgaard stillede som krav for et møde, at Villy Søvndal trak sin klage til Folketingets Udvalg for Forretningsorden tilbage.
»Det gør jeg ikke. Der står nu tilbage, at præsidiet eller udvalget for forretningsorden principielt skal diskutere, hvordan man sikrer, at debatter i folketingssalen holdes på sporet,« siger Villy Søvndal.
Derved er sagen gået i hårdknude, og der er ikke udsigt til, at en af parterne vil give sig.
Efterlyser undskyldning
Helge Adam Møller (K) sad i formandsstolen i Folketinget, da de to partiformænd indledte deres skænderi, og han har givet udtryk for, at enten Villy Søvndal eller Pia Kjærsgaard bør undskylde, afhængigt af om der var SFU'ere blandt de anklagede eller ej.
Det fastholder Søvndal, at der ikke var, og henviser til tv-billeder og andre journalisters øjenvidneberetninger.
»Det er som i en fodboldkamp. Man kan først diskutere, hvorvidt der var straffespark eller ej, men når man ser det hele rulle frem bagefter, så kan der ikke være nogen tvivl,« understreger Søvndal.
Han påpeger, at Pia Kjærsgaard ikke nævnte chikanen, da hun onsdag morgen blev interviewet om velfærdsdemonstrationerne på TV2.
Pia K. afviser diskussion
»Jeg følte, at det var min pligt at gå ned på slotspladsen, og da var der bestemt mennesker, som jeg syntes var værdifulde at tale med. SOSU-assistenterne for eksempel,« sagde Pia Kjærsgaard i onsdags i programmet Go'morgen Danmark.
Søvndal er ikke i tvivl om motiverne til, at han først hørte om anklagerne efter sin ordførertale om torsdagen.
»Der kan være to grunde. Enten vil hun svine SF til, og vælger denne facon, da det er os, som går frem i meningsmålingerne på den anden fløj. Eller også ønsker hun ikke at diskutere velfærd,« analyserer formanden for SF.
Pia Kjærsgaard oplyser gennem sin pressechef, at hun ikke længere har lyst til at diskutere sagen.
»Hun gider ikke tale om Villy Søvndals mediestunt,« er udtalelsen.
Annonce: