Asmaa Abdol-Hamid - skaber fortsat røre i Enhedslisten. Foto: Mathilde Bech
Offentliggjort 28.10.07 kl. 22:39
Den iranske flygtning Katayoun Yazdanyar vil ikke længere være medlem af et parti, der "opstiller en aktiv islamist".
Det skriver nyhedstjenesten Altinget.dk
"Jeg kan ikke i den grad vende mine politiske holdninger og principper ryggen. Jeg kan ikke ignorere mine medsøstre i Iran, som af islamister som Asmaa er blevet frataget de mest fundamentale rettigheder," siger Katayuon Yazdanyar til Altinget.
Hun vakte furore allerede på Enhedslistens årsmøde i foråret, da hun iklædt en burka protesterede mod opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid. Og efter at valgudskrivelsen har gjort det umuligt at nå at fjerne Asmaa fra opstillingslisten, siger Katayoun Yazdanyar nu farvel til partiet efter fem år.
"Jeg har på egen krop mærket islamisternes undertrykkelse i Iran, og det vil være at svigte alle de progressive, der er flygtet fra islamismen, hvis jeg er med i et parti, der får en islamist valgt til Folketinget," siger Katayoun Yazdanyar til Altinget.
"Det er også et problem i forhold til indvandrerne her i landet, hvis man gør Asmaa til forbillede. Jeg arbejder som pædagog og bor selv i et ghettoområde, så jeg ved, hvad der foregår," siger Katayoun Yazdanyar.
Hun har nu sendt en mail Enhedslistens landskontor, hvor hun begrunder sin udmelding:
"Efter nyheden om folketingsvalg og Enhedslistens opbakning af Asmaa som kandidat er der ingen anden udvej for mig end at melde mig ud af partiet. Jeg kan under ingen omstændigheder se mig selv stemme på et parti, der opstiller en aktiv religiøs islamist..... I stedet for at gøre en indsats for at samle de mange socialister, der netop er flygtet fra islamiske lande, gør Enhedslisten undertrykkeren til sit forbillede," skriver hun blandt andet.
Folketingsmedlem Line Barfod ærgrer sig over Yazdanyars udmeldelse:
"Jeg kan naturligvis godt forstå den reaktion, hvis man selv er flygtet fra et land, hvor man bliver tvunget til at gå med tørklæde. Men det vi kæmper for i Enhedslisten er jo, at alle skal have lov til at gå klædt, præcis som de vil. Derfor vil vi i Danmark kæmpe for, at man skal have ret til at gå med tørklæde frivilligt," siger Line Barfod til Altinget.
Kilde: Altinget.dk
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
