Offentliggjort 07.11.07 kl. 11:12
Det er et demokratisk problem, hvis tv-kanalerne bevidst eller ubevidst bliver deltagere i valgkampen, skriver Ralf Pittelkow.
Jeg så to tv-indslag om valgkampen og studsede. Det fik mig til at lave en lille undersøgelse af valgdækningen i tv’s nyhedsudsendelser.
Det ene af de to indslag optrådte i TV-Avisen kl. 18.30 mandag den 5. november. Det var et forsøg på at checke, hvad der var rigtigt og forkert i de påstande, som var blevet fremsat i Fogh-Thorning duellen aftenen før.
Som sig hør og bør anholdt journalisten Foghs påstand om, at der under VK var bygget 10.000 almennyttige boliger om året. Derimod forbigik hun Thornings påstand om, at der slet ikke var bygget nogen almennyttige boliger under VK.
Denne udeladelse er uforklarlig ud fra en journalistisk betragtning. Thornings fejl var jo i den ret markante ende. Men i indslaget blev S-formanden kun refereret for sande påstande.
Finske erfaringer
Det andet indslag optrådte i Nyhederne på TV2 kl. 19. tirsdag den 6. november. Det drejede sig om SR-forslaget om, at asylansøgere skal have mulighed for at flytte ud i samfundet, arbejde og uddanne sig.
Et af de største stridspunkter i debatten om dette er erfaringerne fra andre lande. Nyhederne bragte et indslag fra Finland med den klare konklusion, at her havde man uden problemer gennemført noget, der svarede til SR-forslaget.
Jeg studsede, fordi Finland normalt aldrig bruges som sammenligningsgrundlag, når dansk udlændingepolitik diskuteres. Af en meget simpel grund: Landet tiltrækker kun få indvandrere og asylansøgere. Af samme grund diskuterer vi for eksempel aldrig indvandringsmønsteret på Island.
Min overraskelse voksede yderligere, da et indslag i Nyhederne kl. 22 samme aften citerede en finsk kilde for netop at fremhæve, at Finland var helt atypisk.
Han var leder af et modtagelsescenter for asylansøgere og blev spurgt, hvorfor han ikke var bange for konsekvenserne af den finske politik. Svaret lød omtrent: ”Fordi vi er et grænseområde her oppe nordpå og ikke en del af det centrale Europa.”
Men dette svar blev ikke brugt til noget. Indslaget kl. 19 gav tværtimod seerne det indtryk, at Finland var særdeles relevant for den danske debat. Hvorfor?
De to indslag gjorde mig nysgerrig. Så nysgerrig, at jeg i går aftes lavede en lille uvidenskabelig analyse af valgdækningen i TV-Avisen kl. 18.30 og 21 og Nyhederne kl. 19 og 22 i de sidste fem dage (2.11.-6.11).
Jeg delte indslagene op efter et meget enkelt kriterium: Var de vand på regeringens mølle eller på oppositionens mølle? Fokuserede de på problemer for regeringen eller på problemer for oppositionen? Ny Alliance holdt jeg separat, og i denne sammenhæng røg Dansk Folkeparti med i regeringens lejr.
En del indslag kan ikke opdeles på denne måde, dem lod jeg ligge. Hvad resten angår, vil man givetvis kunne diskutere placeringen af det ene og det andet indslag. Men i forbindelse med langt de fleste indslag er der nu ikke så meget at rafle om. Tag det med Finland: Det var uomtvisteligt vand på oppositionens mølle.
Lad mig derudover præcisere en ting:
Når et indslag er til fordel for den ene eller den anden part, kan det have vidt forskellige grunde. Det kan være partisk, og det går selvfølgelig ikke. Men det kan også være en kritisk gennemgang af nogle kendsgerninger, som især generer den ene part. Det er i sig selv helt, som det skal være.
Problemet opstår imidlertid, hvis de kritiske vinkler i de mange indslag som helhed har en kraftig overvægt til fordel for den ene part. Altså hvis man har foretaget en journalistisk udvælgelse, der reelt giver valgkampens kombattanter meget forskellige vilkår. Vi taler jo ikke om ligegyldigheder her. Vi taler om tv-mediet, der har stor vægt i en valgkamp.
Her kommer så resultatet af min lille opgørelse:
En række andre indslag var blandede i deres tilgang. Hvis nogen ønsker yderligere oplysning om de indslag, jeg har set på, leverer jeg selvfølgelig gerne det.
Som sagt: Jeg kan sagtens have overset noget eller fejlfortolket noget. Der er ingen grund til at hæfte sig ved de præcise tal. Men tendensen må siges at være meget markant.
Journalistik stiller store krav til professionalisme. Det er der to grunde til: Den ene er selvfølgelig mediernes store betydning i moderne politik. Den anden er, at journalisters politiske holdninger afviger ganske meget fra befolkningens gennemsnit.
Undersøgelser af journaliststuderendes politiske holdninger tyder på, at journalister ligger klart til venstre. Den nuværende opposition ville vinde suverænt, hvis kun journalister havde stemmeret. Dansk Folkeparti ville næsten ingen stemmer få.
Den journalistiske professionalisme skal være garanten for, at disse holdninger ikke smitter af på dækningen af for eksempel en valgkamp. Det er et demokratisk problem, hvis tv-kanalerne bevidst eller ubevidst bliver deltagere i valgkampen. Netop derfor er det vigtigt at reflektere over, hvordan dækningen rent faktisk fungerer.
Hermed er givet et bidrag.
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
RSS
Del
