Blandt valgkampens sjove påfund, events og foto-oppotunities var Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens løbetur under et besøg på Julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted. Foto: Polfoto/Carsten Snejbjerg
Offentliggjort 11.11.07 kl. 13:48
I 20 dage har partiernes valgkamp i pressen fulgt fire hovedspor: Gyldne løfter. Sjove påfund. Krigeriske udspil. Uro og splid.
Allerførst en lille quiz.
Hvilket parti fremsatte følgende 24 bud på et bedre Danmark i løbet af valgkampen 2007:
Skattefradrag på rengøring i børnefamilier. 50 mia. til det offentlige. Tre års længere levetid. Oprettelse af nyt klimaministerium. 1 mia. ekstra til miljøet. Anlæggelse af en ny havmøllepark. Skattefri fitness på arbejdspladserne. Flere penge til danske institutioner. Akut hjertebehandling. Dagligt bad til alle ældre. 32.000 billige boliger. 93 mia. til kollektiv trafik. Ny bro over Kattegat. Bedre forhold for cyklister. 1.000 nye kollegieværelser. Lavere skat til fynboer. 100 mio. til bedre klima i u-landene. 2.000 flere betjente på gaderne. Ghettofrit Danmark om 10 år. To nye Tysklandsbroer. Oprettelse af et nyt dyrevelfærdsministerium. Ældrecheck på 10.000. Gratis tandlæge. Trekvart mia. til kommunerne ?
Listen kunne gøres meget længere, og det skal med det samme indrømmes, at den slet ikke stammer fra et enkelt parti, men markerer et lille udsnit af alle de løfter, landets ni dystende partier i samlet flok har forsøgt at smøre os danskere med på knap 20 dage.
Den virkelige quiz består i at gætte, hvilket partibogstav der kan hæftes på hvert enkelt løfte - og her er der næppe én vælger, der vil få 24 rigtige! Hvis noget kendetegner løfterne i medievalgkampen, er det, at ingen kan se, om de er udtænkt af samfundsrevsende socialister eller kongeblå konservative - fælles for ovenstående er kun, at de blev til store historier i pressen. Medierne tog det hele. Konkurrencen - og alle de avisspalter og sendeminutter, valgredaktionerne skal fylde - var en umættelig støvsuger.
Partiernes stadige strøm af løfter og overbud var den ene af valgkampens fire fossende kilder i aviser, radio og tv.
Den anden - som fremstår tydeligt ved en reprise-gennemgang af 20 dages valgdækning - var sjove påfund, events og foto-opportunities, hvor selv det mest fjogede indfald gav pote. De var af typen: Vælgermøde ved pølsevogn. Højgravid kandidat: »Vandet går under valgkampen.« Asmaa iført klaphat. Fogh og Løkke dyrker motionsløb på julemærkehjem. Radikal ungdom i kyllingedragter. Paula Larrain på Strøget. Løkke og Fogh på Skejby Sygehus ? Osv.
Den tredje strømmende kilde var partiernes daglige salver af medie-målrettede krigserklæringer, som skulle sikre dem ørenlyd fra morgenstunden. De var af typen: Khader er en nybegynder. Socialdemokratiet er afhængig af Enhedslisten. Radikale er vælgerbedragere. Ny Alliance er røde. Fogh er bange. Karsten Nonbo er utjekket. Bendt Bendtsen bør rydde op. Thorning er totalt principløs ?
Den fjerde og sidste kilde var mediernes eget samarbejde med utilfredse kandidater om at oppiske splid og uro - som dramatisk brændstof: Ballade i S. Slingrekurs i Y. Uro hos Villy. Uro om Paula. Uro om skattestop i V. Konservative kandidater slås. Konservativt bagland vil kappe Pia. Konservative splittet om børnecheck. Radikalt bagland undsiger Vestager. Enhedslisten undsiger Asmaa ?
Sådan blev valgkampen i store træk afviklet i dansk presse. Som små åndehuller sås avisredaktionernes stædige forsøg på dagligt faktatjek, men det forekom ofte som at sejle en lille optimistjolle op imod en stormflod.
Et helt nyt parti er med andre ord kommet til verden. Det lyder de mundrette initialer DMP. Det står for Det Markedsførte Parti.
Annonce: