Tip     Print     RSS     Del    

Valeur: Nu tier Ekstra Bladet

Af ERIK VALEUR, journalist og dobbelt Cavlingpris-vinder

Offentliggjort 11.11.07  kl. 17:34 

Men den kritiske presse bør gå bag om sensationen om Sass Larsen som Venstre-spion. Hvem insisterede på historien – og hvorfor?

Søndag kom Ekstra Bladet ikke med yderligere dokumentation for det, en lille skare af anonyme Venstre-kilder fremførte i avisen lørdag – nemlig at Henrik Sass Larsen (S) før folketingsvalget 2005 var spion for Venstre mod sin egen partiformand, Mogens Lykketoft.

Anklagen blev tilsyneladende bekræftet af tidligere politisk ordfører – nu radiodirektør hos TV 2 – Jens Rohde, selv om han ikke blev konfronteret med detaljer i beskyldningerne. F.eks. om han virkelig havde en helt konkret spion-samtale med Sass Larsen under forhandlingerne om kommunalreformen, som antydet af kilderne.

Efterfølgende er det sluppet ud – fra Ekstra Bladets egne journalister – at historien inden offentliggørelse havde været genstand for heftig debat blandt medarbejderne, hvilket resulterede i, at bladets chefredaktør Bent Falbert selv måtte skrive historien.

Herefter er alt tavshed.

En pinlig historie

Der efterlades nu en stribe ubesvarede spørgsmål om, hvad der i virkeligheden foregik op til formiddagsavisens beslutning om at gå efter Sass Larsen – og hvem der egentlig var involveret i denne proces.

Sådan en historie er sat i gang et stykke tid i forvejen, og den er – frem for alt – clearet på højeste sted.

Bent Falbert er i dette tilfælde ikke højeste sted. Det er derimod den ledende chefredaktør på avisen, Poul Madsen – og han er ind til videre slet ikke blevet spurgt om sin rolle i balladen.

I dagens aviser (11.11.) mærker man tydeligt, at de danske valgredaktioner helst lægger Ekstra Bladets spionhistorie bag sig – rubriceret som et pinligt intermezzo, der nær havde kastet valgkampen ind i en ’amerikansk’ smædekampagne.

Det er ganske typisk.

Pressefolk skåner kolleger

Pressen har en særlig tendens til at holde sig for både øjne og ører, når gode kolleger er involveret. Man så det i Mors-sagen, hvor DR manipulerede anklager mod en dagplejemor, og i Triple A-sagen, hvor TV 2 opdigtede en indvandrerbande. De redaktionelle processer bag manipulationerne er til dato forblevet mørklagte, fordi pressekollegerne på andre medier slet ikke anvender den samme grovfil, store virksomheder og politiske partier får at føle, når de fejler.

Også Ekstra Bladets topfolk ser ud til at slippe, hvis bare de tier og ikke fremturer i sagen.

Ikke desto mindre resterer en lang række spørgsmål i en sag, der trods alt havde potentiale til at påvirke og ryste den øverste politiske magt i Danmark. Den kritiske presse burde allerede nu være i gang med at afdække følgende områder:

7 spørgsmål til Ekstra Bladet

Hvem deltog i processen omkring spionhistorien?

Hvori bestod uenighederne?

Er det et tilfælde, at en historie, der i årevis har været kendt som sladder på Christiansborg, detonerer tre dage før Folketingsvalget 2007?

Havde man kontakter til partiet Venstre om historien (udover det, der kan ses i avisen)?

Hvad var de øverst redaktørers roller og holdninger undervejs?

I tidens ånd bør man vel også spørge, hvilke personrelationer, der evt. kunne udløse en stædig insisteren på en historie, der var så stor uenighed om?

Og endelig: når kilderne ingen konkret dokumentation leverer, hvorfor blinker de journalistiske advarselslamper så ikke? Hvis Venstre virkelig har haft en ’spion’ hos modparten over så lang en periode, skulle man tro, det havde afsat adskillige spor i de indblandedes personlige noter, måske i telefonnotater, mails, mødereferater eller interne notitser – bare den mindste flig – der kunne lægges frem.

Sandheden bag sensationen

Naturligvis er der et plot – om ikke et komplot – bag spionhistorien, uanset om den er komplet usand eller skulle indeholde elementer fra virkeligheden.

I avisen er sensationen om spionen indiskutabelt båret af Venstre-kilder – idet vi ind til videre tager de anonyme stemmers faktiske eksistens for givet – og dertil en højt placeret minister, nemlig Foghs højre hånd, Claus Hjort Frederiksen.

Selv hvis Ekstra Bladet alene skulle have søsat historien – og derefter kontaktet kilderne – må man gå ud fra, at denne kontakt (om et så sensationelt emne) lynhurtigt rygtedes blandt Venstre-folk. Den viden kan være nået helt til tops.

Hele forløbet antyder, at Venstre i hvert fald ikke brugte en sådan forhåndsviden til at nuancere eller afdramatisere historien – tværtimod. Det ser ud, som om partiet og formiddagsavisen spillede harmonisk sammen i dagene eller timerne op til formiddags-sensationens offentliggørelse.

Hvem stiller spørgsmål til den mulighed?