Tip     Print     RSS     Del    

Valeur: Massakren på det sidste løfte

Af ERIK VALEUR, journalist og dobbelt Cavlingpris-vinder

Offentliggjort 13.11.07  kl. 12:05 

Pressen opretholdt en hyggenygge-valgkamp til det sidste – og accepterede høfligt, at partierne solgte ud af alle mærkesager og tidligere løfter.

Har man fulgt aviser, radio og tv i de forløbne tre uger, kan man roligt fastslå, at journalisterne og kommentatorerne samlet set var særdeles venlige ved politikerne. Pressen strøg stort set de folkevalgte med hårene. Nærmest uanset, hvad der opstod af forunderlige hændelser. Og der opstod faktisk en del

De tre eneste splinter i valghyggen – sådan for alvor – var nogle udfald mod Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid og de to tilsviningshistorier om henholdsvis Naser Khader og Henrik Sass Larsen i SE og HØR og Ekstra Bladet. Men de drev hurtigt over.

Omvendt var høfligheden enorm på områder, hvor pressen kunne have udfordret samtlige 9 partier – og burde have gjort det. På udlændingeområdet sejlede partilederne som sædvanlig afsted på bølger af uvidenhed om, hvordan mennesker rent faktisk opnår asyl i Danmark – nemlig ved et uafhængigt flygtningenævn – og hvordan udvisningsreglerne fungerer – nemlig sådan, at stort set alle ryger ud igen.

Her fornemmede man, at pressefolkene efter tidligere valgkampes blodige slag om ’de fremmede’ foretrak at holde en pæn (uvidende) tone. Måske var det igen børnene – for dem forsvarer vi jo alle, uanset partifarve – der gjorde udslaget.

I mål før de andre

Men der var et langt tydeligere område, som kom til at ligge næsten brak i al høfligheden.

Det var alle de omgjorte løfter, de forladte bastioner og de kuldsejlede principper, politikerne efterlod i en besynderlig massakre, der aldrig tidligere er set.. Denne valgkamp var simpelt hen alle politiske visioners endestation.

Langt skrappere pressekorps – som er set i lande som England og USA – ville nådesløst have boret kløerne ned i alle de valgløfter- og holdninger, som partierne dag for dag igennem de 22 valgdøgn nedslagtede og slog ihjel i deres bestræbelse på at vinde magten.

Gang på gang afmeldte partierne alt det smukke, de tidligere måtte have stået for – og blodbadet foregik både til højre og til venstre og på midten. Det kulminerede måske, da Kristendemokraternes formand i næstsidste valgduel undskyldte sit eget partis navn – og derefter rakte hånden frem efter de 30 sølvdaler, der kunne veksles til fire pladser i Folketinget.

Men eksemplerne strømmede ind:

Man har et standpunkt – til i morgen

Venstre smed kommunal-skattestoppet. Enhedslisten droppede ateismen. Regeringen fik pludselig lyst til at hjælpe asylsøgere. Pia Kjærsgaard mumlede noget hjælpsomt om flygtningebørn. De konservative droppede skattelettelserne. De radikale droppede modstanden mod 24 års-reglen. SF gjorde ligeså. Socialdemokraterne opgav at genåbne trepartsforhandlingerne. Kristendemokraterne spolede modstanden mod fri abort. SF fredede boligskatten. VK gav kommunerne absolution for deres skattestigninger. Ingen ville længere tages til indtægt for en holdning til EU-afstemning. Venstre ville have lægeordineret heroin. Fogh gik til kamp mod klimaskabte miljøproblemer. Osv. Det ville ingen ende tage.

Jens Otto Krags berømte ord: Man har et standpunkt, til man ta’r et nyt, fik sig en helt moderne tilføjelse: Og det gør jeg allerede i morgen ?

De politiske ’kovendinger’

I tv-valgkampen blev disse løse holdnings- og partiskift kaldt ’politiske kovendinger’ – og det begreb jokede flere studieværter efterhånden så lystigt med, at man i en udsendelse endda filmede en ko som illustration af fænomenet – hvorefter vi alle sammen lo.

Valgreporterne frafaldt dermed det helt nærliggende: At gøre netop denne principløshed til valgets store omdrejningspunkt: Hvad er det dog, der sker?

Hvad kommer det til at betyde for os som danskere, at intet står til troende? Overværer vi endegyldigt det politiske livs tivolisering – og i så fald hvorfor?

Umiddelbart har det med drømmen om magt at gøre. Det forstår vi. Men måske har det også noget med medierne selv at gøre. Og måske var det derfor, alle journalisterne og kommentatorerne veg tilbage for en egentlig konfrontation med problemet – og med blot et par enkelte løftede øjenbryn lod den store løfte- og principmassakre spille til ende.