Regeringen ønsker at nedsætte skatten på arbejde markant. Det slog Anders Fogh Rasmussen (V) fast ved præsentationen af regeringens nye grundlag. Foto: Thomas Larsen
Offentliggjort 22.11.07 kl. 13:03 - opdateret kl. 18:14
Regeringen ønsker at nedsætte skatten på arbejde markant. Det slog Anders Fogh Rasmussen (V) fast ved præsentationen af regeringens nye grundlag.
Kilde: Statsministeriet
Regeringen lægger op til en stor skattereform, der skal nedsætte skatten på arbejde markant. Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) torsdag på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet, da han sammen med Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) præsenterede regeringens nye grundlag.
"Det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor vil vi mærkbart sænke skatten af den sidst tjente krone," sagde Anders Fogh Rasmussen (V) ved fremlæggelsen af regeringens program.
Dermed er De Konservative og Ny Alliances ønsker om lavere topskat tilgodeset. Ordet "topskat" indgår dog ikke i teksten.
Anders Fogh Rasmussen åbnede samtidig op for, at grønne afgifter og udvalgte skatter kan blive sat op, hvis et bredt flertal ønsker det. Det skal så ske under forudsætning af, at de hævede skatter modsvares af en sænkning af skatten på arbejde.
"Jeg vil gerne slå fast, at skattestoppet står fast. Det gælder før og efter skattereformen " sagde statsministeren.
Hvis en skattereform skal træde i kraft allerede i denne valgperiode, så forudsætter det, at Dansk Folkeparti er indforstået, slog statsministeren fast med henvisning til det eksisterende forlig på området.
"En skattekommission skal være færdig i 2009 og udarbejde modeller for, hvordan det kan gennemføres på en socialt retfærdig måde og inden for økonomisk ansvarlige rammer. Vi har lyttet til partierne og håber på en bred aftale, når vi kommer dertil," sagde statsministeren.
Statsministeren åbnede samtidig op for en ny stillingtagen til de danske EU-forbehold.
"Vi nærmer os et tidspunkt, hvor befolkningen skal tage stilling til EU undtagelserne," lød det fra Anders Fogh Rasmussen.
Dermed er der lagt op til en endelig stillingtagen til de fire undtagelser i det danske medlemsskab heriblandt den fælles europæiske valuta, euroen, der blev vedtaget tilbage i 1993.
I det nye regeringsgrundlag er der indskrevet en hensigtserklæring om, at Danmark gradvist skal øge ulandsbistanden de kommende år.
"Danmark er et rigt samfund, og det er regeringens opfattelse, at vi de kommende år godt kan aflevere lidt mere af vores rigdom til de fattige ulande", sagde Anders Fogh Rasmussen.
Regeringsgrundlaget på i alt 73 sider indeholdt som forventet ikke løfter om mere i løn til de offentligt ansatte.
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
