Pia Kjærsgaard vil forbyde tørklæder på uddannelsesinstitutioner, fordi tørklæder er undertrykkende. Men det synspunkt tager Birthe Rønn Hornbech afstand fra. Foto: Lars Krabbe
Offentliggjort 29.11.07 kl. 23:28
Kun en uge efter sin udnævnelse til kirke- og integrationsminister er Birthe Rønn Hornbech (V) på kollisionskurs med Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard.
Birthe Rønn Hornbech forsvarer, at muslimske kvinder bærer tørklæde, og hun kunne selv finde på at bære tørklæde i trods, erklærer den nye minister.
»Jeg har talt med flere universitetsstuderende, for hvem det absolut ikke er undertrykkende, men en beskyttelse af deres identitet. Der er jo også nogle, der tager det på i trods. Der er ingen tvivl for mig om, at jo mere vi taler om tørklæder, jo flere får vi. Og jeg ville også selv blive enormt stædig, hvis man ville tvinge mig til et eller andet. Så ville jeg også demonstrere,« siger Birthe Rønn Hornbech.
Pia Kjærsgaard finder meldingen for »dumstædig og provokerende«.
»Jeg synes, at det er højst ejendommeligt, at en minister vil reagere i trods. Det hører ingen steder hjemme. Birthe Rønn Hornbech har mange gange før reageret i trods, men jeg troede, at det var et overstået kapitel, da hun blev minister,« siger hun.
Pia Kjærsgaard vil forbyde tørklæder på uddannelsesinstitutioner, fordi tørklæder er undertrykkende. Men det synspunkt tager Birthe Rønn Hornbech afstand fra.
»Det er alt for unuanceret, og det er lige præcis de generaliseringer, jeg ikke bryder mig om,« siger ministeren.
Pia Kjærsgaard opfordrer Birthe Rønn Hornbech til at være mere fremkommelig forud for forhandlinger med Dansk Folkeparti om bedre forhold for afviste asylansøgere, som regeringen har lovet i valgkampen.
»Jeg synes, at hun må være meget imødekommende over for den samarbejdspartner, som Dansk Folkeparti har været på udlændingeområdet siden 2001,« understreger Pia Kjærsgaard.
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
