Ingen andre partier er blevet mødt med så meget begejstring, og ingen andre har formået at formøble al denne goodwill så grundigt på så kort tid", skriver Bjarke Larsen i sin mail. Arkivfoto: Thorkild Amdi/Polfoto
Offentliggjort 04.12.07 kl. 15:11
Naser Khader er ikke egnet som partiformand for Ny Alliance. Det mener den nu tidligere NA-profil Bjarke Larsen, der har besluttet at forlade partiet.
En af Ny Alliances kandidater ved folketingsvalget smækker med døren og forlader partiet.
Det er den tidligere redaktør af Det Radikale Venstres medlemsblad Bjarke Larsen, der for nylig meldte sig ind i Ny Alliance, som nu har rundsendt en mail til partiet, hvor han bekendtgør, at han forlader partiet og samtidig retter en sønderlemmende kritik af ledelsen.
"NA har udviklet sig til dansk politiks største fiasko i nyere tid. Ingen andre partier har fået så meget medvind og er blevet mødt med så meget begejstring, og ingen andre partier har formået at formøble al denne goodwill så grundigt på så kort tid", skriver Bjarke Larsen i sin afskedsmail, som jp.dk er kommet i besiddelse af.
Han kritiserer samtidig partiledelsen og i særdeleshed partistifter Naser Khader, som, han ikke mener, er egnet til at være partiformand.
"Det er blevet tydeligt for mig, at Naser ikke er egnet som partiformand. Jeg kendte Naser i en del år i Det Radikale Venstre, og jeg har hele tiden været betænkelig ved, at han skulle i spidsen for NA. Gitte og Anders ville begge have være bedre," lyder en del af opsangen fra Bjarke Larsen.
Naser Khader var ifølge Bjarke Larsen en af de vigtigste årsager til Ny Alliances kollaps de sidste 10 dage af valgkampen.
"Resultatet har bl.a. vist sig i form af, at Naser ikke kunne forklare vores skattepolitik eller mekanismerne i en dronningerunde og i det hele taget ikke var i stand til at kommunikere vores politik på en forståelig måde. Samtidigt blev hans meget følelsesladede reaktionsmønster ("svin, svin, svin") en boomerang," uddyber Bjarke Larsen blandt andet i sin mail og henviser til Khaders håndtering af Se og Hørs beskyldninger om sort arbejde.
Folketingsmedlem og medstifter Gitte Seeberg (NA) beklager Bjarke Larsens afgang, men har ellers kun pænt at sige om ham efter opsangen til partiet.
"Jeg mener, at Bjarke Larsen kunne have bidraget med rigtig meget, så jeg er selvfølgelig ked af, at han har meldt sig ud. Kritik og udmeldelser må vi tage med," siger hun til TV 2.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
