Offentliggjort 28.01.08 kl. 12:16
Højst aparte. Vi har lige haft valg. Men både vælgerne og politikerne har allerede skabt en helt ny politisk situation.
En aktuel meningsmåling giver regeringen og Dansk Folkeparti et flertal på 13 mandater (Gallup/Berlingske Tidende). Det vil sige, at VKO nu alene har det samme forspring, som man ved valget havde sammen med Ny Alliance.
Målingen er foretaget i de dage, da asylsagen dominerede dansk politik. Med oppositionens stormløb mod regeringen, Pia Christmas-Møllers enegang og Ny Alliances baglæns salto med skrue.
Det skulle have været en vindersag for oppositionen. Men regeringen er kommet styrket ud af tumlen.
Målingen er også til glæde for Fogh på anden vis: Den piller de sidste rester af overmod ud af Ny Alliance, der ligger til en bundrekord på bare 1,1 pct. af stemmerne. Samtidig går Venstre frem og er klart det største parti.
Omvendt vader regeringens hovedmodstander, Socialdemokratiet, i problemer. Partiet ligger under det katastrofale valgresultat i meningsmålingerne. Det har udløst intern kritik, drevet frem af Ritt Bjerregaards ”røde skole”.
Helle Thorning-Schmidt har reageret ved at gå i JP og andre medier med en kombination af selvforsvar og selvkritik, der skal tage trykket af utilfredsheden i partiet og samtidig udstille Ritt Bjerregaards politiske recept som gammeldags.
Men Thorning er trængt. Af den elendige vælgeropbakning. Af den store interesse blandt socialdemokrater for ”den røde skole”. Af egne vælgere, der har mistet troen på hendes mantra om, at ”jeg kan slå Anders Fogh”.
Det sidste fremgår af en anden en sviende meningsmåling: Hele 40 procent af de socialdemokratiske vælgere mener, at det er usandsynligt eller meget usandsynligt, at Thorning bliver statsminister efter næste folketingsvalg. Blandt SF’s vælgere er mistilliden endnu større. Næsten 50 procent tror ikke på, at hun kan overtage roret (Megafon/TV2).
Lutter gode nyheder for statsministeren. Fogh er manden, der har alt i dansk politik for øjeblikket ? altså bortset fra en enkelt detalje: Han mangler mandater i Folketinget!
Her er det lige til øllet, efter at de grønlandske folketingsmedlemmer for alvor er gået ind i dansk indenrigspolitik. Fogh må arbejde hårdt for at skabe et flertal ved at forene to partier, der har det som hund og kat med hinanden: Dansk Folkeparti og Ny Alliance.
Højst aparte. Vi har lige haft valg. Men både vælgerne og politikerne har allerede skabt en helt ny politisk situation.
Fogh kan spekulere på, om han kunne have sikret et klart VKO-flertal, hvis regeringen var gået hårdere til Ny Alliance i sidste fase af valgkampen, hvor Khader og co. var på vej ned. Men den slags bagkloge spekulationer kan ikke bruges til noget:
Fogh kan gøre ét af to: Han kan tænke i et snarligt nyvalg. Eller han kan kæmpe sig igennem med et flertal, der omfatter både Dansk Folkeparti og Ny Alliance og i en række tilfælde også andre partier. Indtil videre går han ganske klart efter det sidste.
Men hvis den parlamentariske situation i dette folketingsår bliver for broget, og hvis meningsmålingerne stadig viser VKO-flertal, kan hans konklusion ende med at blive: ”Det valgresultat er en OMer!”

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
