Offentliggjort 13.03.08 kl. 12:11
Nedgøringen af Dansk Folkeparti vil glæde gamle SF’ere, men gøre det meget sværere for Søvndal at trække borgerlige vælgere til.
Hvordan får man mange nye vælgere uden at støde de gamle vælgere fra sig? Det er spørgsmålet for SF’s formand Villy Søvndal i øjeblikket.
Enhver virksomhed, der søger at nå en ny kundegruppe, enhver avis, der søger at erobre en ny type abonnenter, kender problemstillingen. Man skal finde en balance mellem forventningerne hos de gamle og de nye, ellers går det galt.
Hidtil har opmærksomheden været rettet mod Søvndals bombastiske signaler om fornyelse. Men lige så interessant er det at se på de beroligende signaler, som han samtidig sender til de gamle SF’ere i partiet og blandt vælgerne.
Noget tyder på, at han får svært ved at få de to ting til at hænge sammen. Det, han siger for at berolige de gamle SF’ere, risikerer at støde de nye væk, når den første rus har lagt sig. Specielt på to områder er der problemer i farvandet. I det ene tilfælde har han lavet et regulært selvmål.
Første problem for Søvndal: Efter nogen tids famlen er de borgerlige partier begyndt at sætte ham under pres i forhold til de stramme indvandringsregler, med 24 års reglen og tilknytningskravet i spidsen. SF vil fjerne disse regler, som har begrænset familiesammenføringerne kraftigt. Det synspunkt har Søvndal nu måttet gentage.
Den tanke har sikkert strejfet ham, at SF måske burde tage skridtet fuldt ud og acceptere de stramme regler. En del af de nye vælgere, der i øjeblikket synes, at Villy er alle tiders, kan meget vel begynde at køle af, når det bliver klart, at selv samme Villy lægger op til en stærkt øget indvandring gennem familiesammenføring.
Men Søvndal har altså ikke villet eller turdet tage skridtet. Det ville bestemt heller ikke være risikofrit - balladen blandt gamle SF’ere kunne blive betragtelig. Så her er tale om et vaskeægte dilemma. På et andet punkt er der til gengæld tale om en regulær bommert fra Søvndals side.
Andet problem for Søvndal: Han siger, at SF skal kæmpe mod to ekstremer. Til den ene side de islamiske fanatikere i Hizb ut-Tahrir. Til den anden side Dansk Folkeparti, der står for fremmedfjendtlig fundamentalisme.
Den slags klinger godt i gamle SF’eres ører. Men det skurrer blandt de nye vælgere, som Søvndal gerne vil trække til sig.
Søvndal fokuserer påfaldende snævert på det helt ekstreme Hizb ut-Tahrir. Derimod er han tavs om de bredere islamistiske strømninger, som udgør en langt større trussel, men er et mere kontroversielt emne på venstrefløjen.
Det er unægtelig skæbnens ironi, at en egyptisk avis nu fortæller sine læsere, at Søvndal har bedt alle muslimer om at gå ad helvede til!
Men langt det alvorligste for Søvndal er, at han gør Dansk Folkeparti lige så ekstremt som Hizb ut-Tahrir. Samtidig gør han det klart, at han går efter at vinde stemmer fra Dansk Folkeparti. Det hænger slet ikke sammen.
Dansk Folkepartis vælgere vil selvfølgelig opleve nedgøringen af partiet som en nedgøring af dem selv. Fuldstændig som det skete med Poul Nyrup Rasmussens berygtede bemærkning om, at ”stuerene bliver I aldrig”.
Dette selvmål fra Villy Søvndal vil Pia Kjærsgaard vide at udnytte til det yderste i en blanding af retfærdig harme og kølig kalkulation.
Nedgøringen af Dansk Folkeparti vil glæde gamle SF’ere, men gøre det meget sværere for Søvndal at trække borgerlige vælgere til.
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
RSS
Del
