Tip     Print     RSS     Del    

Pittelkow På Nettet: S og R går hver sin vej

Af RALF PITTELKOW, politisk kommentator

Offentliggjort 24.03.08  kl. 13:22 

Søvndals succes har udløst en indædt kamp om både stemmer, roller og indflydelse inden for oppositionen.

Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt og de radikales Margrethe Vestager er begge hårdt trængte af Villy Søvndal og hans fremstormende SF. Men Thorning og Vestager har reageret på Søvndal-bølgen ved at gå i hver sin retning.

Thorning prøver at omfavne Søvndal. Hun taler om, at SF har nærmet sig Socialdemokratiet, så ”hun næsten ikke kan få armene ned”. Socialdemokratiet inviterer SF til tættere samarbejde.

Vestager giver derimod Søvndal den kolde skulder. Til JP (23.3.) siger hun, at hun ikke arbejder for en regering, hvor SF er med, især fordi partiet er økonomisk uansvarligt. I stedet vil hun have en ”midterregering”.

Selvfølgelig er både Thorning og Vestager opsat på at få pillet vælgere fra Søvndal igen. Men de har forskellige hensyn at tage, og derfor sender de forskellige signaler.

Thorning kan se, at Søvndals aktuelle succes bringer oppositionen et skridt tættere på regeringsmagten, fordi SF også hugger vælgere hos de borgerlige. Dermed bringes hun selv tættere på statsministerposten, eftersom SF holder fast i, at hun er oppositionens statsministerkandidat.

Hun har altså en del at miste, hvis hun tager et direkte opgør med SF. SF’s støtte til hende kan køle af, og splid i oppositionen kan igen bringe de borgerlige i offensiven.

Derfor lufter hun begejstring for SF’s værdipolitiske signaler i stedet for at gå i kødet på partiet, fordi det er imod den stramme indvandringspolitik.

Vestager ser derimod aldeles ingen grund til at vise begejstring over SF. Søvndal sætter sig på de vælgere, som hun gerne ville have fat i, og i værdipolitikken er SF rykket væk fra de radikale. Hvis det får lov at fortsætte, vil oppositionen komme til at bestå af to store partier og et lille vedhæng i form af de radikale.

Den går ikke for Vestager. Derfor skal afstanden til SF markeres skarpere. SF skal udstilles som uansvarligt fløjparti, mens de radikale profilerer sig som partiet, der kan samarbejde over midten.

For Vestager er målet fortsat, at regeringen skal skiftes ud. Men hun vil ikke betale en pris, der består i, at R bliver puffet til side af SF.

De forskellige strategier er ikke udtryk for, at oppositionen er ved at gå i opløsning. Hvis oppositionspartierne ved næste valg får stemmer til at vælte VK-regeringen, vil de finde ud af at gøre det og danne en regering.

Men S og R går hver sin vej, fordi begge her og nu er hårdt trængte og koncentrerer sig om at forsvare hver deres kerneland. Søvndals succes har udløst en indædt kamp om både stemmer, roller og indflydelse inden for oppositionen.

Socialdemokratiet kæmper for at fastholde, at de er det naturlige statsministerparti. De radikale kæmper for at fastholde, at de er det naturlige midterparti.

Villy Søvndal har ikke bare været på stemmehugst. Han har også skabt rod i rollerne. Engang var SF partiet, der stod for den rene vare. Socialdemokratiet var det store parti. Og de radikale var partiet, der rakte over til de borgerlige

Nu er SF både den rene vare, det store parti og sågar partiet, der henter borgerlige stemmer over midten.

På hver sin måde arbejder Thorning og Vestager på at få gjort noget ved det.