Lars Løkke Rasmussen. Arkivfoto: Jens Panduro
Offentliggjort 08.04.08 kl. 22:33
Lars Løkke Rasmussen lod skatteyderne betale, når han drak øl, vin og spiritus alene på hotelværelser og restauranter. S-ordfører vil spørge, om det er rimeligt.
Nye bilag om Lars Løkke Rasmussens (V) udgifter på skatteydernes regning, frigivet fra Sundhedsministeriet tirsdag, rejser spørgsmål om den nuværende finansminister og kommende statsministerkandidats forhold til offentlige midler.
Morgenavisen Jyllands-Postens gennemgang af bilagene fra 2006 og 2007 tegner billedet af en minister, som med jævne mellemrum lader skatteyderne betale regningen for øl, vin og spiritus, selv om de våde varer ikke hænger sammen med møder eller repræsentation.
Det er ikke ulovligt og strider tilsyneladende heller ikke mod Sundhedsministeriets regler. I hvert fald er de bilag fra 2006 og 2007, som Jyllands-Posten har hæftet sig ved, ikke blandt dem, som mandag udløste en beskeden efterbetaling på 642,50 kr. for udgifter, som ministeren ikke burde have ladet skatteyderne betale.
Bilagene viser, at Lars Løkke Rasmussen efter sene arbejdsdage jævnligt overnatter på hotel i København - for at spare ministerchaufføren for en natlig køretur til bopælen i Græsted. Undertiden kommer der en flaske vin på regningen, som skatteyderne betaler.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen afviser at forholde sig til de konkrete tilfælde, fordi han ikke kan huske omstændighederne bag bilagene. Men han vil heller ikke svare generelt på, om han finder det i orden at sende regningen til skatteyderne, hvis han drikker en flaske vin på hotelsengekanten.
Løkke Rasmussen henviser til, at hans tidligere ministerium har gennemgået alle bilag, og at han har tilbagebetalt det, som han blev bedt om.
Oppositionen er parat til at indlede en bilagskrig om sagen: Den vil forsøge at grille finansministeren om bilagene på et samråd onsdag, og S-ordfører Rasmus Prehn bebuder undersøgelse af repræsentationsudgifter i alle ministerier.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
