Grønland får for meget ud af ny aftale, mener DF. Foto: Colourbox.com
Offentliggjort 17.04.08 kl. 13:48
Dansk Folkeparti er skuffet over ny grønlandsk olieaftale og skyder skylden på statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
Kun DF står uden for en ny aftale om Grønlands selvstyre og en fordeling af fremtidige olieindtægter, efter at den grønlandsk-danske selvstyrekommission i dag afholdt sit afsluttende møde.
Partiet kalder aftalen ”fortvivlende” og mener, at Anders Fogh Rasmussen (V) har svigtet i sagen.
”Anders Fogh Rasmussen kunne, hvis han havde villet, med blot en henkastet bemærkning til selvstyrekommissionens centrale forhandlere have sikret, at Danmark ikke, som det nu altså endte med, blindt og naivt forærede 98 procent af det danske riges areal og dermed ufattelige værdier i undergrunden væk til Grønlands Selvstyre,” siger DF’s medlem af kommisionen, Søren Espersen.
Han drager en parallel til ”en håbløs olieaftale med færingerne”, da daværende statsminister Poul Schlüter i 1992 overdrog færingerne den juridiske og administrative myndighed over store oliereserver ved de nordatlantiske øer.
"Der kan ikke herske tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen bærer hovedansvaret for den fortvivlende grønlandske olieaftale, vi nu står med," siger Søren Espersen, som mener, at kritikken mod regering og Folketing fra fremtidige generationer vil blive nådesløs.
Dansk Folkeparti har i forhandlingerne draget Grønlands grænser i tvivl og har ment, at Nordøstgrønland ikke nødvendigvis hører til Grønland. De øvrige partier har til gengæld stået fast på, at det enorme område og tilhørende olieinteresser er grønlandsk.
Indtægterne fra undergrunden skal ifølge aftalen deles mellem Danmark og Grønland, indtil Danmark med sin halvdel har fået dækket det 3,2 milliarder kroner store årlige bloktilskud til Grønland. Når bloktilskuddet er dækket, er olien som udgangspunkt grønlandsk. Aftalen indeholder dog en mulighed for genforhandling.
Søren Espersen meddeler, at partiet agter at stemme imod, når loven skal til afstemning i Folketinget formodentlig i december måned.
Folketingets Grønlandsudvalg holder en høring om emnet den 28. maj.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
