Anders Fogh Rasmussen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Offentliggjort 21.06.08 kl. 11:28
Efter det irske nej lyder spørgsmålet i Venstre ikke længere: Hvornår forsvinder Fogh til et internationalt topjob? Men: Hvad nu, hvis han bliver i dansk politik?
Med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spil til et internationalt topjob har der længe været lagt op til et storpolitisk skakspil om magten i Venstre og nøglen til Statsministeriet. Og brikkerne i andet og tredje geled har stadig mere åbenlyst positioneret sig til et generationsskifte med kronprins Lars Løkke Rasmussen for bordenden ud fra den klare forventning, at Fogh allerede næste forår forlader dansk politik og fortsætter karrieren på en toppost i udlandet.
Selv om Fogh konsekvent har afvist, at han er kandidat til en toppost i EU eller Nato, er rygterne og spekulationerne om et hurtigt generationsskifte i Venstre taget til i styrke.
»Selvfølgelig drøftes det i Venstres bagland, om Fogh får en post i udlandet, som mange medier taler om. Og selvfølgelig diskuteres der i et åbent og demokratisk parti, om det betyder et helt nyt hold eller en marginal justering med en ny holdkaptajn,« siger Lars Krarup, Venstres borgmester i Herning.
Den debat har fået ambitiøse Venstre-politikere til at øjne mulighed for endelig at indløse billet til ministertaburetter og fremtrædende ordførerposter. I hvert fald indtil sidste fredag, da knap en mio. irske vælgere sagde nej til Lissabon-traktaten, for med et slag blev nye EU-topposter som præsident og udenrigsminister aldeles uaktuelle. Hvis ikke samtlige 27 EU-lande godkender Lissabon-traktaten, findes topposterne ikke. Kun jobbet som generalsekretær i Nato, som Fogh også er blevet nævnt som kandidat til, skal med sikkerhed besættes næste forår, men feltet vil formentlig blive langt større.
Det betyder, at de utålmodige Venstrefolk kan have forregnet sig, hvis Fogh ikke er på vej til udlandet. Det spørgsmål stilles nu bredt i Venstre.
»Jeg har spurgt mig selv om det samme, hvad der sker, hvis Fogh ikke får en af posterne? Så er jeg ret overbevist om, at Fogh vil sige: Det var ét mål, jeg gik efter, nu går jeg efter et nyt mål - jeg slår Schlüters rekord. Og så tager han næste valg med,« siger Carl Holst (V), formand for Region Syddanmark.
Parløb mellem Løkke og Espersen
For dem, der ser Fogh som garanten for, at Venstre også vinder næste valg, vil det være godt nyt, hvis han bliver. Her håber man på, at Fogh vil tangere Poul Schlüters 10 år som konservativ statsminister i 1980'erne.
Andre i folketingsgruppen og baglandet mener, at syv år med Fogh har været fint, men at det nu er tid til forandring. Det var netop det slogan, Fogh og Venstre brugte med succes i 2001-valgkampen. De indvender, at det blot er et spørgsmål om tid, inden metaltrætheden og nedslidningen af ministerholdet sætter ind. Og de ser gerne, at Fogh og Bendt Bendtsen bliver afløst af et nyt VK-parløb mellem Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen for at undgå, at vælgerne bliver trætte af at se og høre på de samme grånede VK-ministre, som de har kendt siden 2001.
Fortsættes...

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
