Offentliggjort 28.07.08 kl. 10:53
Truslen mod de danske indvandringsregler understreger, at EF-domstolens politiseren er demokratisk uholdbar. Det problem må regeringen tage op.
Foto: Lars Krabbe
Da de irske vælgere i juni stemte nej til Lissabon-traktaten, skabte det endnu engang rådvildhed blandt EU’s politiske ledere: Hvorfor er befolkninger, som grundlæggende er positive over for EU, alligevel så meget på vagt?
Svaret kan man finde i den sag, der nu kører om forholdet mellem EU-retten og de danske regler for familiesammenføring. Den kan i sin yderste konsekvens betyde, at den stramme danske udlændingepolitik er uforenelig med EU-reglerne.
Det er lige præcis den slags, der får befolkningerne til at slå bak i forhold til EU. De er nervøse for, at EU blander sig i områder, hvor det er magtpåliggende for dem at fastholde den nationale selvbestemmelsesret, fordi der står afgørende værdier på spil.
Truslen mod den danske udlændingepolitik kommer fra EF-domstolens afgørelser i nogle sager, der drejer sig om arbejdskraftens frie bevægelighed. Ifølge domstolen skal der kun nogle få ugers arbejde i et andet EU-land til, for at man kan tage sin udenlandske ægtefælle med ind i Danmark bagefter – uanset 24 års reglen og tilknytningskravet.
En helt aktuel dom synes oven i købet at indebære, at parret ikke engang behøver at have opnået familiesammenføring i det andet EU-land, for at de sammen kan slå sig ned i Danmark.
Mange vil sikkert spørge sig, hvordan den danske regering og Folketinget har kunnet gå med til noget, der kan undergrave de stramme indvandringsregler. Svaret er, at danske politikere på intet tidspunkt har accepteret dette. De er nemlig slet ikke blevet spurgt. Domstolen har handlet på egen hånd.
Dommerne har ganske vist et politisk grundlag at arbejde på. Princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed er politisk vedtaget. Men fra politikernes side er det formuleret så bredt, at det overlader store fortolkningsmuligheder til Domstolen.
Det er Domstolen alene, der har fundet på, at arbejdskraftens frie bevægelighed indebærer, at man blot skal arbejde nogle uger i et andet EU-land for at kunne tage ægtefællen med til for eksempel Danmark. Uanset konsekvenserne for dansk udlændingepolitik.
Dommerne politiserer på livet løs, fordi politikerne giver den spillerum til at gøre det. Politiske afvejninger, der burde være de folkevalgtes ansvar, overlades til Domstolen.
EF-domstolens vide muligheder for at politisere er et levn fra en svunden tid. En tid, hvor det var god latin i toneangivende EU-kredse, at nationalstaterne skulle tømmes mest muligt for indhold, så man fik skabt Europas Forenede Stater.
Domstolen blev tildelt en nøglerolle i den forbindelse. Den skulle gøre brug af det, som man i jurasproget kalder en ”dynamisk” fortolkning af EU-retten. Det vil sige, at den skulle gå langt i sine fortolkninger med det formål at drive EU-integrationen fremad.
Det har den da også gjort. Temmelig ensidigt har den styrket EU’s beføjelser på bekostning af nationalstaternes selvbestemmelse. Dermed bærer den ved til EU’s alvorlige folkelige tillidskrise. Den konkrete sag vil formentlig bidrage til at gøre danskerne mere EU-skeptiske og mindre villige til at opgive forbeholdene.
Truslen mod de danske indvandringsregler understreger, at EF-domstolens politiseren er demokratisk uholdbar. Det problem må regeringen tage op.
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
RSS
Del
