Offentliggjort 01.09.08 kl. 11:17
Skal Lene Espersen afløse Bendt Bendtsen inden for overskuelig fremtid? Timingen ville i hvert fald være god.
Der går rygter om et forestående lederskifte hos de konservative. Skiftet skulle indebære, at den nuværende formand Bendt Bendtsen stiller op ved valget til Europa-Parlamentet næste sommer, og at justitsminister Lene Espersen overtager hans post.
Sandt eller falsk, så er der i hvert fald logik i rygterne.
Bendt Bendtsen har opfyldt sin mission hos de konservative. Han skulle stabilisere partiet efter lang tids selvdestruktiv adfærd, og det er lykkedes. Der er ro indadtil, vælgertilslutningen holder sig støt omkring de 10 procent, og partiet er en driftsikker regeringsdeltager med populære ministre.
Men i længden er denne ro ikke nok for et parti, der har forventninger om større tilslutning. Derfor peger en del mod et konservativt lederskifte i god tid inden næste valg, så Lene Espersen som den sandsynlige afløser kan nå at blive kørt ind.
En overdragelse inden for det næste halve års tid ville give Bendt Bendtsen muligheden for at fortsætte sin karriere i politik på europæisk plan. Det er altid lidt kompliceret, hvis en afgået partileder fortsætter på en fremtrædende ministerpost.
Den populære og mediestærke Lene Espersen ville nok under alle omstændigheder kunne give de konservative et løft hos vælgerne. Men med et skifte nu får hun en særlig chance for en god start.
Regeringspartneren Venstre hænger i øjeblikket i meningsmålingerne, sandsynligvis på grund af konflikten mellem dansk udlændingepolitik og EU-retten. Venstre bærer hovedparten af smerten ved den alvorlige sag, fordi det har statsministerposten og en lidet overbevisende integrationsminister i Birthe Rønn Hornbechs skikkelse.
Foreløbig har Venstre måttet aflevere nogle stemmer til Dansk Folkeparti på den konto. Men Lene Espersen står så stærkt i værdipolitikken, som det jo drejer sig om her, at hun også kan hente noget.
Statsminister Anders Fogh Rasmussens store autoritet hos vælgerne begrænser dog foreløbig Venstres tab på sagen. Men det er fortsat muligt, at Fogh går inden for overskuelig fremtid.
Hvis han for eksempel i begyndelsen af næste år får opbakning til at blive Nato’s generalsekretær, skal også Venstre igennem et lederskifte. Det tegner mere problematisk end de konservatives.
Foghs designerede afløser, finansminister Lars Løkke Rasmussen, har det vanskeligt med vælgernes opbakning. I en måling fra august er det stadig kun hver fjerde vælger, der ser ham som egnet til at være statsminister (Greens/Børsen).
Samtidig rammes Løkke af et politisk problem, som måske er med til at forklare hans dårlige tal: Han er ubestrideligt en professionelt dygtig politiker. Men han har indtil videre en uklar profil i værdipolitikken, hvor Lene Espersen markerer sig.
Konflikten mellem udlændingepolitikken og EU er en ny, kraftig demonstration af, hvor meget værdiemnerne fylder i dansk politik.
Værdipolitikken kan føre til væsentlige forskydninger i styrkeforholdet mellem Venstre og de konservative, hvis begge partier gennemfører et lederskifte i overskuelig fremtid.
Chancen er der for Lene Espersen.