Offentliggjort 05.09.08 kl. 19:43
Socialdemokraterne foreslår nu, at statens indtægter fra Nordsø-olien skal bruges målrettet til investeringer i det offentlige.
Partiet mener, at der skal etableres en oliefond, hvor de ekstra milliarder, som staten tjener pga. den høje oliepris, skal placeres.
"Vi skal spare penge sammen i en fond og stille og roligt investere dem i fremtidens infrastruktur; i tog og busser og energirigtige metoder. Det skal vi gøre for vores fælles penge, dem vi har fra olien. Det er ikke et spørgsmål om at bruge en masse penge, det er et spørgsmål om at spare nogle penge op og bruge dem målrettet på fremtidens investeringer," siger Helle Thorning-Schmidt til TV 2 Nyhederne.
Staten får i 2008 indtægter fra Nordsø-olien på omkring 50 mia. kroner. Det er næsten dobbelt så meget, som Finansministeriet regnede med i begyndelsen af året. Forslaget er en vigtig del af det velfærdsudspil, som Helle Thorning-Schmidt præsenterer på partiets kongres i morgen.
I Norge findes der en lignende fond.
Socialdemokraterne håber med sit forslag at starte en debat om, hvad de store indtægter fra olie- og gasudvinding skal bruges til. I dag bruges milliarderne først og fremmest til at afdrage på statens gæld.
Hvis pengene sættes i en fond, vil der ifølge partiets beregninger være 140 milliarder kroner i fonden i 2010 og 1.400 milliarder i 2040, hvor olie-ressourcerne er spået til at være næsten udtømte.
De tal kom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd også frem til i en analyse i sidste måned. Her foreslår rådet at placere oliepengene i en såkaldt oliefond, som skal bruges til offentlige investeringer i renere teknologi, vedvarende energi, grøn transport og uddannelse.
De Konservative foreslog i august, at olieindtægterne skulle postes i en infrastrukturfond, og derudover vil De Konservative bruge penge fra vejafgifter på bedre trafik.
Mens De Radikale og SF er begejstrede for Socialdemokraternes idé, er finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke imponeret over udspillet.
"Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også. De penge fra Nordsø-olien har vi regnet ind, og der er en økonomisk grundlov, der også gælder for socialdemokraterne, og det er, at pengene kun kan bruges én gang," siger han til TV 2 Nyhederne.
Kilde: TV 2 Nyhederne