Pia Kjærsgaard kom i problemer på weekendens landsmøde, mener Ralf Pittelkow. Foto: Polfoto/Anders Brohus
Offentliggjort 20.09.08 kl. 13:36
Pølsevognen var et af slagnumrene, da Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, i dag talte til sit partis årsmøde i Herning.
”Den er et symbol på en del af dansk kultur igennem snart 90 år,” sagde hun.
Men den er et stykke dansk kulturhistorie, der er under pres, af det stigende udbud af mad fra andre lande, lød partiets ubestridte dronning forstå.
Efter at have givet en hurtig gennemgang af pølsevognens historie og et indblik i den særlige pølsevognsjargon, slog hun til forsamlings udelte begejstring fast, at partiet havde lejet én af slagsen til årsmødet. For lige at give pølsevognen ”vores lille hip med på vejen.”
Den danske sangskat fik også et hip med på vejen i den mere end en time lange tale, og Pia Kjærsgaard tyede til flere af de store slagere. Hun henviste bl.a. til dengang i 70’erne, hvor John Mogensen mente, at det var på tide, at ”Holger på Kronborg vågner af sin lur.”
”Jeg kan kun give ham ret. Landet er truet, ikke af gale diktatorer, skøre generaler og marcherende soldater. Nej – vores selvbestemmelse er truet af det EU-monster, danskerne selv har været med til at skabe,” sagde hun, og ramte tydeligvis igen et emne, der optog de 773 delegerede.
Pia Kjærsgaard høstede i det hele taget de største bifald, når hun langede ud efter EU, understregede vigtigheden af den stramme udlændingepolitik, advarede mod truslen fra islamister. Og sidst - men ikke mindst - når hun hånede de radikale, der med deres ”akademiske arrogance” og med ”halal og urtete” også holder landsmøde i denne weekend.
Den aftale, som regeringen og Dansk Folkeparti i øjeblikket arbejder på for at modvirke, at en dom fra EF-domstolen svækker de danske udlændingeregler, fik også et par ord med på vejen.
”Vi har smøget ærmerne op, og ser nu på, hvilke læsninger vi kan nå frem til, om nogen. Tilstanden, som den er nu, er ganske enkel helt utålelig,” sagde hun.
Pia Kjærsgaard bød også den nye konservative leder, Lene Espersen, velkommen, som den sjette i række af konservative leder, som hun har samarbejdet med. Og Pia Kjærsgaard forudså, at hendes samarbejde med Lene Espersen ville blive langt og godt.
Men der blev også plads til kritik af Lene Espersen i partiformandens tale.
”Den nu forhenværende justitsminister har ikke ønsket at imødekomme vores ønsker om knivforbud i nattelivet, klapjagt på kriminelle bander, minimumsstraffe, lavere kriminel lavalder og flere betjente på gaden. Snak, snak, snak er, hvad det blev til,” sagde hun.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
