Der skal flere betjente på gaden i en revision af politireformen. Det forlanger Venstre. Foto: JP
Offentliggjort 18.10.08 kl. 07:13 - opdateret kl. 12:15
Venstre vil nu give politireformen en "hovedreparation" med krav om flere betjente på gaden, styrket ledelse og flere penge. Justistsministeren afventer redegørelse.
Der er så mange problemer med den stort anlagte reform af politiet, at det nu er nødvendigt at ændre grundlæggende på den.
Det mener regeringspartiet Venstre ifølge Politiken lørdag, hvor partiet samtidig retter samtidig en skarp kritik mod politiets øverste ledelse.
"Der er for stor afstand mellem det, jeg får at vide af politiets ledelse, og så det, jeg hører, når jeg taler med almindelige betjente, siger partiets retspolitiske ordfører," Kim Andersen, til avisen:
"Hidtil har vi talt om, at det var nødvendigt med et serviceeftersyn af politireformen. Nu mener vi, det er nødvendigt med en hovedreparation," tilføjer Kim Andersen.
Reformen skal først og fremmest sikres ved, at der bliver tilført flere ressourcer til politiet, så der altid er nok betjente til at rykke ud, når borgerne ringer. Hvor mange ekstra ressourcer, der konkret er behov for, vil Venstre dog ikke lægge sig fast på, skriver Politiken.
Derudover retter Kim Andersen primært fokus på politiets ledelse, "som skal styrkes og suppleres med folk, der har kompetence inden for organisationsudvikling og virksomhedsledelse".
Med udspillet imødekommer Venstre for første gang den hårde kritik, som gennem de seneste måneder har ramt reformen fra både borgere, politifolk og politikere.
Men hos regeringspartneren, De Konservative, er retsordfører Tom Behnke helt uenig.
"Reformen har kun brug for "mindre justeringer"," siger han i en kommentar.
Justitsminister Brian Mikkelsen vil afvente resultatet af den igangsatte undersøgelse af politireformen.
- Når jeg har modtaget denne redegørelse - og det sker inden for to uger - vil jeg tage initiativ til, at der bliver rettet op på de dele af reformen, der ikke fungerer ordentligt, oplyser justitsministeren i en skriftlig kommentar.
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
