Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Arkivfoto: Martin Kurt Haglund
Offentliggjort 11.11.08 kl. 21:59
Usikkerhed om statsministerens fremtidsplaner skader Venstre og regeringen, siger fremtrædende venstrefolk.
I årevis har det store regeringsparti markedsført sig på sloganet: ”Venstre ved du, hvor du har”. Men nu efterlyser fremtrædende tillidsfolk i partiets bagland et klart svar fra statsministeren. De opfordrer ham til på Venstres landsmøde i weekenden at fortælle, om han er kandidat til en toppost i udlandet eller ej.
De langvarige spekulationer om Anders Fogh Rasmussens internationale ambitioner er et problem for både Venstre og regeringen, mener de.
»Når der er usikkerhed om lederskabet, influerer det på meningsmålingerne. Det har en betydning, uanset om der er noget i det eller ej. Der bruges tid og energi på det. Tid, som kunne være brugt på at føre politik,« siger borgmester Anders G. Christensen, Favrskov.
Flere borgmestre og hovedbestyrelsesmedlemmer vurderer, at den megen jobsnak er medvirkende til Venstres dyk i meningsmålingerne.
»Det kan godt medvirke til den forskydning, der lige nu er mellem Venstre og de konservative,« siger borgmester Jannich Petersen fra Gribskov.
»Jeg tror i bund og grund, at det har negativ betydning for Venstre og regeringen, at rygterne kører,« siger borgmester Ib Kristensen, Billund.
»Et af Venstres udmærkede slogans er jo, at man ved, hvor man har os. Vi skal også vide, hvor vi har Anders Fogh,« siger hovedbestyrelsesmedlem Bjarne Møller Bertelsen fra Mariagerfjord Kommune.
Annonce: