Offentliggjort 26.11.08 kl. 07:18
Politikere fra begge fløje i det danske Folketing står i kø fra morgenstunden for at kommentere nattens afstemningsresultat fra Grønland, hvor et massivt flertal sagde ja til øget selvstyre.
- Jeg er utrolig glad for, at det grønlandske folk har bakket så flot op om den selvstyreaftale, som er et resultat af et godt fælles forhandlingsforløb mellem Grønland og Danmark. Det er meget vigtigt, at grønlænderne nu også formelt anerkendes som et folk i folkeretslig forstand og med selvstyret får mulighed for at være mere herre i eget hus, siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.
Også Venstres og De Konservatives grønlandsordførere, Henrik Høegh og Per Ørum Jørgensen, noterer sig afstemningsresultatet med glæde.
- Nu er det op til det Landstinget at tage endelig stilling til indførsel af selvstyre på Grønland, siger Henrik Høegh (V), der håber, at det vil lykkes at holde planen om officielt at indføre selvstyre den 21. juni 2009.
Ritzau
Annonce: