Offentliggjort 28.11.08 kl. 11:00
Lav stemmedeltagelse blandt SF's 16.000 medlemmer skaber stor spænding, om den kun 24-årige SFU-landsformand Emilie Turunen kan vinde urafstemningen over Margrete Auken som spidskandidat til EU-Parlamentet.
SF's kendte præst og EU-parlamentariker, Margrete Auken, er usikker på, om hun bliver valgt til partiets spidskandidat, når der er EU-parlamentsvalg næste sommer. Om få timer offentliggøres resultatet af urafstemningen blandt SF's 16.000 medlemmer, der prioriterer partiets 10 øverste kandidater til EU-parlamentet.
Her spås den kun 24-årige SFU-landsformand Emilie Turunen overraskende gode chancer for at true Margrete Auken som spidskandidat.
SF er netop i gang med at optælle stemmerne, som medlemmerne har afgivet per brev og elektronisk. Herfra lyder meldingen, at stemmedeltagelsen er lav, og det er især unge SFU'ere, der har stemt elektronisk i urafstemningen. Denne kombination taler til fordel for Emilie Turunen, erkender Margrete Auken.
Hun tør ikke forudsige resultatet:
"Jeg ved det ikke, for der har været en lav stemmedeltagelse, og jeg ved, at der er mange elektroniske stemmer, og det er noget, der er godt for Emilie," siger Margrete Auken.
63-årige Margrethe Auken har været medlem af EU-Parlamentet siden 2004. Hun har været en fremtrædende SF-politiker, der har været valgt til Folketinget fra 1979 til 1990 og igen fra 1994 til 2004.
SF-toppen forventer, at de tre øverste placeringer på listen til EU-parlamentsvalget bliver fordelt mellem Margrete Auken, Emilie Turunen og Fathi El-Abed.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
