Offentliggjort 21.01.09 kl. 17:40
De Konservative vil nu have undersøgt, om det er muligt at øremærke en del af bloktilskuddet til Grønland til en socialreform, så der kan gribes effektivt ind over for de sociale problemer, som især rammer mange børn.
Partiets grønlandsordfører, Per Ørum Jørgensen, forlanger omgående handling fra dansk side efter avisen Sermitsiaqs omtale af rystende forhold blandt børn i Grønland.
Ifølge Sermitsiaq har hverken landsstyret eller Landstinget foretaget sig noget, siden en rapport i 2007 viste, at mange grønlandske børn går sultne i seng, og at hvert 11. barn lever i fattigdom. Per Ørum Jørgensen kalder "det uansvarlig og uanstændig ledelse fra landsstyrets side".
- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at det grønlandske landsstyre er mere optaget af selvstændighed og oliedrømme end at sikre ordentlige vilkår for de grønlandske børn, der oplever en opvækst, som ingen børn i verden fortjener, siger Per Ørum Jørgensen.
Han vil nu fremlægge problemstillingen for velfærdsministeren.
Ritzau
Annonce: