De konservatives uddannelsesordfører Charlotte Dyremose vil skære i børnechecken. Foto: Polfoto
Offentliggjort 24.01.09 kl. 08:39
K vil straffe forældre ved at skære i børnechecken, hvis de ikke lader deres børn deltage i ekstra sprogundervisning. Venstre og DF bakker op.
De Konservative mener, at det skal koste kroner og øre, hvis forældre til børn, der taler dårligt dansk, ikke lader dem deltage i ekstra sprogtræning-
Det skriver Berlingske Tidende lørdag.
Partiets uddannelsesordfører Charlotte Dyremose foreslår, at man truer med at skære i børnechecken, hvis forældre ikke lader deres tre til fem-årige børn deltage i ekstra sprogtræning.
"Hvis ikke de kan tale ordentligt dansk, når de kommer i skole, får de store problemer," siger Charlotte Dyremose.
Både Venstre og Dansk Folkeparti udtrykker sig positivt om forslaget, mens Anne Holmen, der er professor i tosprogethed på Danmarks Pædagogiske Universitet, langt fra er enig:
"Det vil gå ud over børnene. Børnechecken er til for at være med til at styrke barnets tarv," siger hun.
Anne Holmen efterlyser undersøgelser der bekræfter, at problemet med dårligt sprog ved skolestart kan henføres til, at forældre ikke lader deres børn deltage i sprogstimulering.
Annonce: