De danske soldater er allerede i dialog med Taleban. Den 28. oktober 2008 mødtes oberstløjtnant Bjarne Højgaard med lederen af Khukyani-stammen, Haji Mallik Allah Dad, som er Taleban-sympatisør. Stammelederens folk havde kort tid forinden været i intensen kampe med danske soldater. Foto udlånt af Bjarne Højgaard
Offentliggjort 15.02.09 kl. 23:00
Venstre kalder danske soldaters møder med Taleban vejen frem, mens Dansk Folkeparti ikke kan fordrage tanken.
De danske soldater i Afghanistan deltager løbende i møder med Taleban og Taleban-sympatisører.
Møderne finder sted, selv om den øverste forsvarsledelse har fastholdt, at danskerne ikke forhandler eller er i dialog med fjenden.
Men oberstløjtnant Bjarne Højgaard, som netop er hjemvendt efter seks måneder som næstkommanderende for den danske kampgruppe, afslører, at kontakten er indledt.
»Lad mig sige det, som det er: Vi har allerede adskillige gange holdt lokale møder, de såkaldte shuraer, hvor Taleban også er repræsenteret, og er indirekte i dialog med Taleban. Taleban er bl.a. mødt frem for at høre, hvad vi fortæller de lokale og for at se, hvem der samarbejder med hvem. Det kan være et problem, da vi i enkelte tilfælde har oplevet, at vores samarbejdspartnere efterfølgende er blevet slået ihjel. Men der er ingen vej udenom. Vi skal intensivere dialogen og forhandlingerne med Taleban, hvis vi vil have fred i Afghanistan. For vi kan ikke udrydde fjenden,« siger Bjarne Højgaard.
Han understreger, at egentlige fredsforhandlinger endnu ikke er begyndt, men at møderne mere handler om at skabe sikkerhed. Soldaterne i Afghanistan satser især på at komme i dialog med moderate talebanere.
Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, mener, at dialog er vejen frem og har fuld tillid til, at danskerne kan skelne mellem moderate og ekstreme fjender.
Men Dansk Folkeparti kalder møderne med Taleban en uskik.
Ordet er dit: Skal vi tale med Taleban?
Annonce: