Offentliggjort 02.03.09 kl. 07:22
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) forsikrer, at Hamas ikke får del i ekstra danske genopbygningskroner til Gaza. Hillary Clinton for første gang i Mellemøsten.
Sharm el Sheikh
Der følger klare betingelser med, når udenrigsminister Per Stig Møller (K) i dag bebuder 103 millioner ekstra støttekroner til genopbygning af det bombehærgede Gaza.
Pengene må nemlig under ingen omstændigheder gå til Hamas-bevægelsen, der kontrollerer Gaza-striben.
- Vi giver et beløb, som virkelig kan bruges, men det er afgørende, at man finder nogen, der kan bruge pengene. Det vil vi lægge meget vægt på. Vi kommer ikke til at give penge til Hamas, siger Per Stig Møller.
Sammenlagt vil udenrigsministeren i sin tale ved dagens store genopbygningskonference i egyptiske Sharm el Sheikh stille en dansk Gaza-pakke på sammenlagt 304 mio. kr. i udsigt.
Pengene skal gå til humanitær støtte og bistand. En tredjedel er såkaldt 'nye penge' som er fundet frem til lejligheden. De nye støttekroner skal dels gå til FN's organisation for palæstinensiske flygtninge, UNWRA, dels til projekter for lokal udvikling i den mellemste del af Gaza-striben.
I de seneste uger har vestligt diplomati presset på for palæstinensisk samling mellem de konkurrerende Fatah- og Hamas-bevægelser. Håbet var, at en løsning med Egypten i mæglerrollen kunne føre til en vej ud af det politiske dødvande internt blandt palæstinenserne og eksternt i forholdet til Israel.
Men indtil videre er forhandlingerne, der har fundet sted i den egyptiske hovedstad Cairo, endt uden resultat. Alligevel møder delegationer fra 80 lande i dag op i Sharm el Sheikh, herunder den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, der for første gang besøger Mellemøsten i sin nye rolle.
Søndag tilkendegav en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, at USA's bidrag på konferencen på 900 mio. dollars vil blive splittet op. Kun en tredjedel af beløbet øremærkes til Gaza, og det til hasteopgaver af humanitær karakter.
- Hamas vil ikke få nogen af disse penge, siger talsmand Robert Wood ifølge Reuter.
Per Stig Møllers linje ligger på nogenlunde samme linje. De 103 mio. ekstra genopbygningskroner er fundet på Udenrigsministeriets eget budget. Der er altså ikke tale om, at ministeriet har været forbi Folketingets finansudvalg for at hente ekstraordinære bevillinger.
kristian.klarskov@jp.dk
Annonce:
Annonce:
Annonce: