Anders G. Christensen og Kristian Jensen. Foto: Nicolai Lorenzen / Mik Eskestad. Collage: Kaare Sørensen
Offentliggjort 24.03.09 kl. 22:30
Det kommunale bagland er parat til at stille med sin egen kandidat til næstformandsposten og dermed udfordre skatteminister Kristian Jensen.
Kampen om arvefølgen i Venstre får nu flere spillere på banen. Det kommunale bagland vil stille med en eller flere kandidater til posten som partiets næstformand for at tvinge skatteminister Kristian Jensen ud i et kampvalg. Posten bliver ledig, hvis finansminister Lars Løkke Rasmussen rykker ind i Statsministeriet og overtager formandsstolen efter Anders Fogh Rasmussen.
»I Venstre kan vi godt lide valgfrihed, og derfor bør der være mindst én kandidat med en kommunalpolitisk baggrund, så erfaringerne fra det borgernære samfund kommer med i politikudviklingen,« siger Solrøds borgmester, Niels Hörup, der sidder med i Venstres kommunalpolitiske kontaktudvalg.
Det kommunale bagland spiller tre navne ind i kampen om arvefølgen: borgmester Anders G. Christensen, Favrskov, rådmand Louise Gade, Århus, og Hernings borgmester, Lars Krarup. Umiddelbart er borgmester Anders G. Christensen mest interesseret.
»Jeg er helt enig i, at vi har behov for at knytte det landspolitiske og kommunalpolitiske tættere sammen, og hvis der opstår en mulighed med næstformandsposten, er jeg ikke afvisende,« siger han.
Louise Gade afviser og fastslår, at hun er på vej ud af politik.
»Det kan end ikke en næstformandspost ændre på, men jeg synes bestemt, at synspunktet om tættere knytning til det kommunalpolitiske er interessant. Venstre er jo et parti, der er stærkt rodfæstet i det kommunale,« siger hun.
Også Hernings borgmester, Lars Krarup, afviser at være kandidat, men »han takker for komplimenten,« som han siger.
Kristian Jensen, der ventes at stille op og have gode chancer som næstformand i Venstre, har ingen kommentar til sagen.
Annonce: