Hanne Dahl med datter Gaia i Europa-parlamentet torsdag den 26. marts 2009. Foto: Christian Lutz/AP
Offentliggjort 26.03.09 kl. 22:34
Billeder af den danske europarlamentariker Hanne Dahls nyfødte datter er gået kloden rundt.
Normalt bliver den ni uger gamle Gaia stille og roligt passet af sin far.
Men da hun kom med mor på arbejde torsdag, blev hun en historie i medier over hele verden.
For Gaias mor er den danske europaparlamentariker fra JuniBevægelsen, Hanne Dahl, og i Europa-parlamentet er man mest vant til mænd og kvinder i grå jakkesæt – ikke spædbørn.
Derfor tog en fotograf fra nyhedsbureauet AP straks billeder af Hanne Dahl og Gaia og sendte dem af sted til alverdens nyhedsredaktioner.
”Jeg har talt med journalister fra hele verden lige siden,” fortæller Hanne Dahl fra en mobiltelefon, da jp.dk får fat i hende torsdag aften.
Alt fra den spanske avis El Pais til brasilianske og hollandske medier har vist billederne under overskrifter som ”Baby invaderer møde i Europa-parlamentet”.
”Min mand var nødt til at tage tilbage til Danmark i dag, så jeg tog først vores datter med til formandskonference og siden ind i parlamentet til afstemningen. De er ikke vant til en ammende kvinde her omkring, men det gik faktisk meget godt. Det er blevet meget fint modtaget af alle,” siger Hanne Dahl.
Det er ikke mere end et par uger siden, at Hanne Dahl til Danmarks Radio klagede over, at europarlamentarikere ikke har ret til barselsorlov.
Dagens baby-besøg var dog ikke en provokation for understrege behovet, siger hun.
”Det var bare noget, der skete. Men det er klart, om at omtalen er god i forhold til at opnå den her barselsorlov. Mange af mine kollegaer har allerede tidligere sagt, at de vil støtte forslaget,” siger hun.
Hanne Dahl afløste i maj sidste år Jens-Peter Bonde i Europa-parlamentet.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
