Foto: Ilan Brender
Offentliggjort 20.04.09 kl. 06:46
Muslimske mænd, der vil have flere koner, skal finde et andet land at bo i, siger ligestillingsministeren.
§ 208.
Den, der indgår ægteskab eller lader sit partnerskab registrere, og som i forvejen er gift eller er part i et registreret partnerskab, straffes med fængsel indtil 3 år eller, hvis den anden person har været uvidende om det bestående ægteskab eller registrerede partnerskab, med fængsel indtil 6 år.
Begås handlingen af grov uagtsomhed, er
straffen fængsel indtil 1 år.
Den, som uden selv at være gift eller være part
i et registreret partnerskab indgår ægteskab eller registreret partnerskab med en person, der allerede er gift eller er part i et registreret partnerskab, straffes med fængsel indtil 1 år.
Det vers i Koranen, der tillader flerkoneri, lyder således:
Vers 4:3:
”Gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire.”
Der er uenighed om fortolkningen af vers 4:3.
Nogle tager det for pålydende. Andre mener, at tilladelsen ikke gælder generelt, men kun i ekstraordinære situationer som krig. Atter andre henviser til, at det også nævnes i Koranen, at hvis man frygter ikke at kunne behandle hustruerne ligeværdigt, skal man kun gifte sig med én.
Profeten Muhammed praktiserede selv flerkoneri, idet han havde 13 koner.
Ligestillingsminister Inger Støjberg (V) iværksætter nu en konkret indsats for at bekæmpe flerkoneri i Danmark.
Hun opfordrer imamer til offentligt at tage afstand fra Koranens vers, der tillader en mand at tage op til fire koner, og hun siger til de muslimske mænd, der har flere koner, eller som ønsker at få det:
»Til den type mænd har jeg ét klart budskab: Find et andet land at bo i. I Danmark vil vi ganske enkelt ikke acceptere den kvindeundertrykkelse, som flerkoneri er et udtryk for,« siger Inger Støjberg.
Ministeren reagerer på baggrund af, at flere kilder i det muslimske miljø i Danmark i går stod frem i Morgenavisen Jyllands-Posten og fortalte, at de kendte flere mænd, der havde to eller tre koner, og at de kendte til imamer, der gerne viede mænd til kone nummer to eller tre. Ifølge kilderne er flerkoneriet meget mere udbredt, end myndighederne aner, og deres udtalelser understøttes af en rapport fra Velfærdsministeriet, hvori flere muslimske kvinder fortalte om deres kendskab til flerkoneri.
Ligestillingsministeren siger:
»Jeg er oprørt over, at noget sådant finder sted i Danmark i dag. Det er fuldstændig uacceptabelt, at en lille gruppe mænd i dette samfund har flere koner. Jeg forventer, at imamerne nu stiller sig åbent frem og tager afstand fra flerkoneri, for jeg synes, at de taler med to tunger,« siger hun på baggrund af, at flere imamer meddelte, at de ikke ønskede at tale med Morgenavisen Jyllands-Posten om kvindernes forhold i Danmark.
Selv sætter ministeren nu flere initiativer i gang. Der indledes nu en oplysningskampagne på landets sprogskoler for indvandrere for at orientere kvinderne om deres rettigheder i det danske samfund.
Samtidig vil ministeren have foretaget en grundigere undersøgelse af omfanget af flerkoneri, idet der hidtil ikke har været foretaget den slags undersøgelser i Danmark. Hun opfordrer endvidere sagsbehandlere i kommunerne til at være mere opmærksom på forhold, hvor der kan være mistanke om flerkoneri.
Også andre partier mener, at mænd, der her flere koner, skal forlade landet. Socialdemokraten Ole Hækkerup, der er medlem af Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, siger, at han vil tage sagen op i forbindelse med et lovforslag om udvisning, som i forvejen er under behandling.
»Vi synes, at man skal kunne udvise folk, der på nogen som helst måde medvirker til flerkoneri. Det er på alle måder kvindeundertrykkende,« siger han.
Ligestillingsordfører Malene Harpsøe fra Dansk Folkeparti kræver, at imamer, der gifter en mand med flere koner, skal have frataget deres vielseskompetence, og imamer uden dansk statsborgerskab skal udvises, lyder det. Og den konservative integrationsordfører, Helle Sjelle, siger, at flerkoneri er kvindeundertrykkende og efterlyser en mere præcis afdækning af problemets omfang.
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
