Kristian Jensen (V). Arkivfoto: Mik Eskestad
Offentliggjort 15.05.09 kl. 13:02
Der bør være mere end ét navn på stemmesedlen, når Venstre søndag vælger sin kommende næstformand.
En markant del af Venstres bagland giver nu udtryk for, at skatteminister Kristian Jensen (V) bør udfordres til posten, når mere end 2000 Venstre-medlemmer mødes til ekstraordinært landsmøde i Odense.
I en rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt Venstres kommuneformænd, opfordrer knap halvdelen af de lokale formænd en Venstre-kollega til at udfordre den 37-årige skatteminister. 45 procent af de 31 kommuneformænd, der har deltaget i rundspørgen, mener, at Kristian Jensen skal udfordres.
Flere Venstre-folk ser gerne, at næstformanden kommer fra det kommunale bagland, så kommunikationen mellem ministre, borgmestre og byrådspolitikere bliver forbedret.
- Jeg synes, at Christiansborg fylder meget. Jeg mener, at det ville være en meget god idé, især efter at kommunerne er blevet større og har fået flere opgaver, hvis næstformanden kom fra det kommunale bagland, siger formanden for Venstre i Viborg, Henry Juul Nielsen, til Ritzau.
Han mener samtidig, at et demokratisk valg med flere kandidater på stemmesedlen vil styrke den kommende næstformand.
- Det skal ikke være en kåring. Det er lige så meget af hensyn til Kristian, idet man meget hurtigt kunne komme i en situation, hvor det blev sagt, at det var aftalt. At det var partitoppen, der havde bestemt det. Færdig slut. I stedet ville man kunne sige, at han havde mandatet, fordi et flertal pegede på ham, siger Henry Juul Nielsen.
Han bakkes op af formanden for Venstre i Helsingør, Jørgen Svaneberg, der også har demokratiske argumenter for, at Kristian Jensen bør have en modkandidat. Svaneberg mener, at et kampvalg ville give en sund debat i Venstres bagland.
- Det skal ikke bare være en kåring ovenfra. Jeg bryder mig ikke rigtigt om, at man finder én kandidat, og at han er givet vinder uanset, hvordan man stemmer, siger Jørgen Svaneberg.
Venstre-folk, der ønsker at udfordre Kristian Jensen til næstformandsposten, kan ifølge partiets regler melde sig som kandidat helt frem til søndag eftermiddag.
Ritzau
Annonce: