Pia Kjærsgaard (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Peter Christiansen (V) under torsdagens afslutningsdebat. Foto: Torben Stroyer
Offentliggjort 27.05.09 kl. 19:18
Både Anders And, skattereform og smilemuskler blev vendt og drejet, da Folketingssalen i dag dannede ramme om den årlige afslutningsdebat.
Det var Folketingets formand Thor Pedersen (V), der i dag ringede ind til sidste debattime, inden de 179 medlemmer på fredag går på sommerferie.
Efter et folketingsår med statsministerskifte, finansiel krise og en opposition i vælgermæssig fremgang var der lagt op til en verbal infight mellem de otte folketingspartier.
Og i klassisk stil var fronterne tegnet skarpt op i den højloftede sal i midten af København. Hvor regeringen kritiserede Socialdemokraterne og SF for at føre en uansvarlig økonomisk politik, beskyldte oppositionen VK-regeringen for at stole blindt på de frie markedskræfter og for ikke at gøre nok i forhold til klimaproblemerne.
”At overlade ansvaret for det danske samfund til en regering med Socialdemokraterne og SF, vil være det samme, som hvis man satte Bjørne Banden til at vogte Joachim Von Ands pengetank,” sagde Henriette Kjær, politisk ordfører for De Konservative, som derimod mente, at regeringen var ”garant for at skabe et stabilt og trykt samfund.”
Oppositionen betegnede derimod regeringen som en anden Anders And, der trods et hidsigt temperament egentlig vil det bedste for alle.
”Alligevel går det hele så galt for denne stakkels and. Og et eller andet sted står vi tilbage med et land, hvor vi kan konstatere, at den offentlige velfærd er under pres og der bliver færre og færre penge,” sagde Kim Mortensen, Europaordfører for Socialdemokraterne.
Også finanskrisens betydning for samfundet blev diskuteret i salen.
SF’s leder, Villy Søvndal, fremhævede under sin tale, at finanskrisen har skubbet liberalismen og den ”utøjlede kapitalisme” ud på dybt vand. Og at der stadigvæk findes ”trofaste liberalister”, der prøver at holde det ukontrollerede marked oven vande. Heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
”Det lyder i hvert fald sådan, når statsministeren taler om klima. ”Markedet skal klare klima-krisen”. ”Den grønne dagsorden er ikke rød. Den er blå”, hævder statsministeren. Ærligt talt. Den udfordring, verden står over for, er af sådan et omfang, at vi ikke kan overlade det til markedet,” sagde Villy Søvndal og understregede, at en kamp mod klimaforandringerne kræver politisk regulering og forpligtende, internationale aftaler.
Andre temaer, der gik igen, var de 282 afviste asylansøgere fra Irak, der nu skal tvangshjemsendes, det nært forestående valg til Europa Parlamentet, samt de høje takster til privathospitalerne. Og netop det sidste emne var noget, Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, blevet stillet til ansvar for.
Fortsættes...
Annonce:
Annonce:
Annonce: