Københavns lufthavn har gjort myndighederne opmærksom på, at en del irakere rejser på ferie i hjemlandet. Arkivfoto: Jens Panduro
Offentliggjort 10.06.09 kl. 23:08
Regeringen vil skærpe kontrollen med irakiske flygtninge, der rejser på ferie og familiebesøg i Irak.
Danske myndigheder har i årevis haft kendskab til, at herboende irakere er taget til hjemlandet på ferie eller familiebesøg.
Det er sket, selvom de har fået flygtningestatus i Danmark, fordi de var forfulgte i Irak. Nogle er her på tidsbegrænset ophold, så de kan sendes hjem, hvis deres situation ændrer sig.
Allerede i 2000-2001 gjorde politiet Udlændingeservice opmærksom på, at man i Københavns Lufthavn havde opdaget, at irakiske flygtninge havde været på ferie eller familiebesøg i hjemlandet.
Nu risikerer irakere på tidsbegrænset ophold at få inddraget deres opholdstilladelse, hvis de tager til Irak.
»Jeg har indskærpet over for mine embedsmænd, at de skal se på sagerne igen, hvis der er tale om irakere med en tidsbegrænset status som flygtninge,« siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).
Udlændingeservice har ingen tal på, hvor omfattende trafikken er, og politiet opdager kun hjemrejserne, hvis irakerne har irakiske stempler i deres pas.
»Det er ikke usædvanligt, at irakere har både et dansk fremmedpas og et irakisk pas, som de bruger på skift. Hvis man rejser fra Danmark til et andet Schengen-land på sit danske pas, videre derfra ind i Irak på sit irakiske pas og viser sit danske pas, når man vender tilbage til Danmark, er det svært at opdage,« siger vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen, leder af Rigspolitiets Udlændingeafdeling.
I Dansk Flygtningehjælp vurderer generalsekretær Andreas Kamm, at debatten om turene til Irak kan få konsekvenser for fremtidige asylansøgere.
»Det kan påvirke politikernes opfattelse af, hvordan Flygtningenævnet skal indrettes,« siger han.
Hos UNHCR har man kun kendskab til rejserne via de danske medier.
»Vi ved kun, at folk tager på ture til det nordlie Irak. At man er hjemme kortvarigt - f.eks. til begravelser - betyder ikke, at man ikke har brug for beskyttelse,« siger UNHCR's talsmand i Stockholm, Hanne Matthiesen.
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
