Offentliggjort 11.06.09 kl. 16:28
De britiske konservative vil gøre alt, hvad de kan, for at undgå Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet. Sådan lyder vurderingen fra flere eksperter med indsigt i de politiske forhold i Storbritannien.
De konservative briter planlægger at bryde ud af den store konservative EPP-gruppe i EU-parlamentet for at danne en ny EU-skeptisk gruppe. Den håber Dansk Folkeparti at blive en del af. Men det bliver ikke med den britisk-konservative leder, David Camerons, gode vilje, lyder vurderingen fra eksperterne.
- Mange af de briter, der følger europæisk politik, vil være meget utilfredse, hvis de konservative går sammen med et parti, der er så tæt forbundet med højrefløjspopulisme - særligt på udlændingespørgsmålet, siger lektor ph.d. Edward Ashbee fra Copenhagen Business School.
DFs succesrige spidskandidat ved søndagens EP-valg, Morten Messerschmidt, siger til Ritzau, at de to partier har et værdifællesskab, men det afviser Edward Ashbee.
- Man kan slet ikke sammenligne dem. Der er en meget lille del af de konservative, der behandler udlændingespørgsmålet på samme måde som Dansk Folkeparti, men der slutter parallelerne også. Rent økonomisk er de britiske konservative langt mere markedsorienterede end Dansk Folkeparti. De vil desuden heller aldrig bruge samme sprog på udlændingeområdet som Dansk Folkeparti, siger han.
Samme vurdering har lektor, ph.d. Henrik Larsen, der forsker i britisk europapolitik på Københavns Universitet.
- De britiske konservative vil ikke have skudt i skoene, at man er uansvarlige, og at man er sammen med folk, der har outrerede synspunkter. Det er et parti, der står til at overtage regeringsmagten næste gang, og som skal kunne gøre det med et respektabelt ansigt. Så britisk indenrigspolitik spiller også ind, siger Henrik Larsen.
Ritzau
Annonce: