Arkivfoto: Thorkild Amdi/Polfoto
Offentliggjort 11.06.09 kl. 17:36
Forsvarsminister Søren Gade (V) lægger op til en halvering af den danske styrke i Kosovo efter, at Nato har besluttet at trække en tredjedel af fredsstyrken ud af Balkan-landet.
Kosovo
Forsvarsminister Søren Gade (V) fastslår, at en stor styrke danske soldater skal blive i Kosovo, selv om Nato i dag besluttede at skære den fredsbevarende styrke ned med en tredjedel til omkring 10.000 mand.
”Jeg anser det for helt usandsynligt, at Danmark trækker sig helt ud af Kosovo,” siger Søren Gade under et møde mellem Natos 28 forsvarsministre i Bruxelles.
Gade forestiller, at den danske styrke næste år vil blive reduceret fra i dag 320 soldater til ”mellem 150 og 200” mand.
”Jeg imødeser ingen reduktioner i år. Men det kan komme på tale, at vi til februar 2010, når der skal roteres i den danske styrke, på det tidspunkt kigger på størrelsen af det danske bidrag,” siger Gade.
Den danske minister lægger vægt på, at Natos tilbagetrækning sker koordineret og i god ro og orden:
”Danmark vil også efter en reduktion have et substantielt bidrag i Kosovo. Man skal ikke løbe af pladsen i utide. Nato vil stadig leve op til sit ansvar i Kosovo,” siger Gade.
Han fastslår, at Kosovo er en succeshistorie for den vestlige forsvarsalliance, og at Danmark har været med fra begyndelsen for 10 år siden..
”Da Nato begyndte i 1999 var der krig og folk blevet slået ihjel, og i dag er der en helt anden situation, hvor Kosovo har fået sin selvstændighed Danmark har været i Kosovo i 10 år, og de har gjort en fremragende indsats," siger Gade.
Natos nedskæringer af styrken sker på baggrund af militære anbefalinger og i takt med, at EU’s store politimission og Kosovos egen sikkerhedsstyrke kan overtage en større del af opgaverne. Kosovos løsrivelse fra Serbien for mere end et år siden har ikke udløst den frygtede vold og uro.
Samtidig har flere Nato-lande presset hårdt på for at få soldaterne trukket hjem fra Kosovo. I Natos hovedsæde håber mange, at en tilbagetrækning fra Kosovo kan frigøre tropper til den langt større operation i Afghanistan.
Søren Gade afviser, at de danske soldater, som trækkes hjem skal sendes til Afghanistan.
”Danmark yder i forvejen et stort bidrag i Afghanistan. Reduktionen betyder ikke, at soldaterne skal til Afghanistan,” siger Gade.
Nato-styrken har været i Kosovo siden 1999, da området blev sat under FN's administration, efter at Nato havde bombet Serbien i 78 dage for at tvinge serbiske tropper ud af landet. Serberne havde indledt en etnisk udrensning af albanere, og det tvang mere end en million mennesker til at flygte.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
