Skatteminister Kristian Jensen (V). Foto: Christian Klindt Sølbeck/JP
Offentliggjort 12.08.09 kl. 11:32
Venstres næstformand, Kristian Jensen, møder hård kritik fra sine egne folk i flere af landets største byer.
Mange lokale V-politikere og organisationsfolk er dybt skuffede over, at Kristian Jensen på forhånd har afskrevet muligheden for at vinde magten i København, Århus, Odense og Aalborg ved det kommende kommunalvalg. De lokale politikere har forberedt valgkampen i flere år, men føler sig nu modarbejdet af deres egen partitop.
- Det var et chok og et slag i ansigtet. Han er på vej rundt i landet for at bakke op omkring de lokale Venstre-kandidater, så han kunne godt lige have kigget til Aalborg, før han dømte os ude. Det var det mindste, han kunne gøre. Der er mange frivillige og politikere, der har arbejdet hårdt for det her i fire år. Vi er chokerede. Det skal ikke være nogen hemmelighed, siger Venstres gruppeformand i Aalborg Byråd, Mads Sølver Pedersen, til Ritzau.
Venstre i Aalborg har store ambitioner om at vælte den siddende S-borgmester, Henning G. Jensen. Derfor føltes det som en våd klud i ansigtet, da de åbnede avisen og kunne konstatere, at deres egen næstformand ikke tror på dem.
Gruppeformanden i Aalborg mener, at det handler om, at Venstres Christiansborg-politikere vil mele deres egen kage.
- Alle på Christiansborg skal have en valgsejr til november. Det så vi til EU-valget. For os at se er det et spørgsmål om, at man kun kan overraske, hvis man afskriver de fire største byer. Men for os er det utidigt, at man blander sig i vores arbejde. I værste fald kan man risikere, at borgmesteren i Aalborg nu får et flertal af sine egne, siger Mads Sølver Pedersen.
Også flere Venstre-folk i Århus er vrede over, at Kristian Jensen har kastet håndklædet i ringen.
Borgmesterkandidat Gert Bjerregaard (V) forsikrer, at han stadig går efter og tror på, at han efter valget kan iføre sig de gyldne kæder og indtage hjørnekontoret på rådhuset.
»Han har nok forivret sig lidt og taget munden for fuld i forhold til at nedtone forventningerne,« sagde Gert Bjerregaard tirsdag til jpaarhus.dk.
»Jeg tager meldingen som et udtryk for, at man måske ikke lige har været klar over, hvor godt vi sådan set står i Århus,« siger Gert Bjerregaard.
Ritzau/JP

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
